Rival hylder Captain Fantastic
Lørdag spiller Steven Gerrard sin sidste hjemmekamp for Liverpool, når klubben tager imod Crystal Palace. Forud for kampen har Steven Gerrards evige rival i Premier League og holdkammerat på landsholdet, Frank Lampard, været ude og rose den tidligere engelske landsholdsanfører for hans bedrifter:
– Jeg har altid haft stor respekt for Steven Gerrard, og det har jeg stadig.
– Vi spillede sammen på landsholdet, men på klubplan var jeg Chelsea-mand, og han er Mr. Liverpool.
– Steven Gerrard har været en fantastisk spiller for Liverpool og det engelske landshold. Jeg har altid kendt ham som en god fyr og en fantastisk fodboldspiller.
Fra næste sæson skal Steven Gerrard i stedet tørne ud for LA Galaxy i den amerikanske liga MLS, ligesom Frank Lampard, der drager til New York City FC. Den tidligere Chelsea-profil glæder sig over, at de begge tager turen over atlanten, og på den måde kan vedligeholde deres rivalisering:
– Det glæder mig, at Steven Gerrard også tager til USA og spiller efter sommerferien. Vi er begge i vores karriereres efterår, men jeg ser frem til at spille mod ham i den amerikanske liga, slutter Lampard.