75 år i dag: Sådan blev King Kenny en levende Liverpool-legende
Kenny Dalglish fylder 75 år i dag
King Kenny Dalglish var allerede en stor britisk stjernespiller, da Liverpools legendariske manager Bob Paisley købte ham fra Celtic til Anfield som afløser for Kevin Keegan i 1977. Det var ingen nem opgave, men han levede til fulde op til de enorme forventninger. Faktisk havde the Kop (næsten) glemt alt om Keegan allerede efter den første sæson, hvor angriberen fra Skotlands største by stod for 31 scoringer for the Reds. Den sidste var sejrsmålet i Europa Cup finalen mod FC Brugge, hvor den ellers velspillende målmand Birger Jensen måtte overgive sig for et smart chip.
Startede som keeper
Da Dalglish startede karrieren, så han ud til at blive en lovende målmand, men senere fandt man altså ud af at benytte den fænomenale atlets evner foran kassen frem for i den.
I 1966 var han faktisk til prøvetræning i Liverpool, men fik ikke tilbudt kontrakt. I stedet voksede Dalglish op som ungt fodboldtalent i Celtic. Det var i årene, efter at the Lisbon Lions havde vundet Europa Cup turneringen for mesterhold i 1967 som det første britiske hold i historien. Skotsk fodbold boblede af optimisme og fremgang på det tidspunkt.
Celtic var en reel international magtfaktor, bygget op på et hold af lokale knægte, udviklet af legendariske Jock Stein. Også Glasgow Rangers var stærke. Klubben med det protestantiske islæt nåede finalen i Europa Cuppen for pokalvindere i 1967, i øvrigt med danske Kaj Johansen på holdet. Og landsholdet formåede at forrykke magtforholdet mellem England og Skotland i de år.
Skotterne glippede uheldigt kvalifikationen til VM i 1970, men spillede en stærk VM-slutrunde i 1974 i Vesttyskland. Det mesterskab blev på en måde både en triumf og en tragedie for the Tartan Boys. Skotterne gik ubesejret igennem den indledende pulje, men røg alligevel ud på grund af dårligere målscore end Brasilien og Jugoslavien. Specielt gruppeopgøret mod de forsvarende verdensmestre aftvang respekt. Skotterne nedspillede mere eller mindre Brasilien i anden halvleg og vadede i chancer. Et par susende langskud fra Peter Lorimer var ved at tage pippet fra sydamerikanerne, og Billy Bremner – der sloges som en djævel – havde en kæmpe mulighed på en returbold fra et Joe Jordan-hovedstød. Ind ville bolden bare ikke. Kenny Dalglish spillede i angrebet sammen med Joe Jordan og Denis Law i den første kamp mod Zaire (det blev ”the Lawmans” sidste optræden i karrieren), og med Jordan mod Brasilien og Jugoslavien, hvor Peter Lorimer og Willie Morgan indtog fløjene. 1-1 mod Jugoslavien rakte desværre ikke til videre avancement. Alligevel blev VM et globalt gennembrud, og de brave skotter vandt megen sympati og mange fodboldhjerter.
Gigant i Beatlesbyen
Efter 204 kampe og 112 mål for Celtic, fire mesterskaber og tre skotske pokaltriumfer lod Kenny sig altså lokke til Liverpool af Bob Paisley, der gav en rekordsum for at få den skotske måljæger til Anfield. I Skotland blev det opfattet som en faneflugt, men Dalglish så frem mod nye horisonter og muligheder. Som forward var han i besiddelse af alle de naturlige redskaber for at blive en verdensklassespiller under de rette forudsætninger og med de rette medspillere. Han var hurtig og sparkede godt. Han var boldfast, driblestærk og dynamisk og passede perfekt til Bob Paisleys vision om et bevægeligt og teknisk angrebsspil.
Listen over King Kennys bedrifter er alenlang: 118 mål i 355 kampe. Seks engelske mesterskaber, en FA Cup, fire Liga Cupper. Vandt Europa Cup turneringen for mesterhold tre gange. FWA Årets Spiller i England 1979 og 1983, og PFA Årets Spiller i 1983. Dertil kommer fem Charity Shields og en europæisk Super Cup. Der er vel ikke mange – om nogen overhovedet – der har haft så massiv betydning for Liverpool FC som Kenny Dalglish. For Skotland blev det til tre VM-slutrunder og i alt 102 landskampe og 30 mål.
Transformation til manager
I 1983 blev Dalglish nummer to i Ballon d’Or. Han havde spillet (endnu en) strålende sæson for Liverpool, scoret 18 ligamål, vundet mesterskabet og blev kåret til Årets Spiller af både PFA og FWA. Hans rolle for the Reds var i en gradvis transformation. Fra at have været den indiskutable målscorer og spydspids blev han mere og mere andenangriber og chanceskaber. Makkerskabet med Ian ”Ghost” Rush var en megasucces.
I afstemningen om Årets Spiller i Europa – Ballon d’Or – sluttede Dalglish med 26 stemmer på en andenplads lige foran Danmarks Allan Simonsen. Franske Michel Platini var ganske suveræn det år. Med 110 point blev han en af de mest overbevisende vindere af den gyldne bold. Skotland havde faktisk endnu en aktør med fremme i afstemningen, nemlig Aberdeens Gordon Strachan, der blev en flot nummer fire. Indtil da var King Kennys bedste placering i Ballon d’Or en ottendeplads i 1978 (delt placering med Allan Simonsen).
Som manager (til at begynde med i 1985 i en spillende rolle) for Liverpool blev det til tre mesterskaber, to FA Cupper og en Liga Cup. Dalglish startede sin nye gerning med et brag. Han opnåede i 1986 The Double, hvilket ingen af hans berømte forgængere, Shankly, Paisley og Fagan, havde præsteret, og som de alle havde eftertragtet. Liverpool blev dermed den kun femte klub i den engelske fodboldhistorie, der formåede denne dobbelte triumf. Den blev sikret med en 3-1-sejr over Everton i en forrygende FA Cup finale, hvor Jan Mølby var helt på toppen.
Dalglish spillede selv 21 kampe i ligaen og scorede tre gange, men overlod det meste af spilletiden til duoen Ian Rush og Paul Walsh. Den nye managers indkøb var meget begrænsede. Han behøvede en erstatning for anføreren Graeme Souness, der var taget til italiensk fodbold, og Dalglish købte midtbanekrumtappen Steve McMahon fra Aston Villa for 350.000 pund. Desuden blev forsvarstalentet Gary Ablett trukket op fra klubbens egen udviklingssektor.
Men efter en andenplads i 1986/87 reagerede Dalglish prompte på transfermarkedet. Det vurderedes, at der var behov for et kraftigt indspark på holdet. Peter Beardsley blev købt i Newcastle United for 1,9 millioner pund, næsten lige så meget som hele Bob Paisleys hold havde kostet i 1979. Beardsley blev fulgt af Watfords John ”Digger” Barnes og Oxford Uniteds irere John Aldridge og Ray Houghton. Aldridge afløste Ian Rush. Med fire spektakulære indkøb havde Dalglish bevæget sig en hel del væk fra Liverpools tidligere indkøbs- og rekrutteringsstrategier og udvist handlekraft. Nu spillede Liverpool FC for første gang nogensinde for alvor med de økonomiske muskler, for at optimere truppen på den korte bane. Resultatet udeblev ikke. Dalglish vandt yderligere to engelske mesterskaber i 1988 og 90, men derefter var det slut. Anfield oplevede en mesterskabstørke, der kom til at vare i 30 år.
King Kenny trak sig fra managersædet i februar 1991. Året før var han blevet kåret til Årets Manager i England for tredje gang. Beslutningen om at træde tilbage var brat og forhastet. Liverpool var nummer et i turneringen, men Dalglish var slidt ned af omgivelsernes ubønhørlige pres og det enorme arbejde og engagement, han investerede i at hjælpe ofrene og de efterladte fra Hillsborough-katastrofen.
