Kort før skæbnebrag: Riemer har et kæmpe problem
Der er kun et par uger til Brian Riemer skal udtage sin landsholdstrup til playoff-opgøret mod Nordmakedonien, så nu begynder det at stramme til.
Denne artikel giver et overblik over de mulige kandidater og deres øjeblikkelige form. Og så giver jeg et bud på startopstilling og endelig trup.
Opmuntringerne
Lad os starte med det positive. Mikkel Damsgaard var atter med fra start for Brentford efter en periode på bænken, og det blev fejret med to mål og en assist i en fuldkommen forrygende match mod Burnley (som The Bees vandt med 4-3 efter en højdramatisk afslutning). Mathias Jensen var også med for Brentford, men denne gang i en lidt mere defensiv position, idet der blev gjort plads til Damsgaard. Jacob Bruun-Larsen var med fra start for Burnley.
Rasmus Højlund kom på scoringslisten for Napoli, der vandt med kniberi i Verona. Operabyen havde som sædvanlig Victor Nelsson som anfører i centerforsvaret, mens Tobias Slotsager og Martin Frese blev indskiftet.
Der tegner sig dermed et billede af, at Damsgaard er retur i god stil, mens Højlund fik bekræftet sin fornuftige målform.
Gustav Isaksen startede imidlertid på bænken for Lazio, der tabte med 2-0 til Torino. Oliver Provstgaard spillede til gengæld 90 minutter for romerne.
Andetsteds i Italien var der fuld spilletid til Morten Frendrup, der var med til at tabe 2-0 for Genoa i Milano mod Inter. Thomas Kristensens Udinese spiller mandag aften mod Fiorentina.
Forsvarslazarettet blev suppleret med en skadet Rasmus Nicolaisen i Toulouse, mens Mads Bech Sørensen til gengæld er tilbage i aktion for FC Midtjylland.
De tynde backpladser
Det ser tyndt ud på forsvarskanterne.
Benfica spiller mandag aften mod Gil Vicente, og her bliver det opklaret, om Alexander Bah kan forbedre sin kampform efter en meget langvarig skade, eller om ex-køgenseren må tage plads på bænken.
Anton Gaaie er ikke i stand til at bryde sin faste reservestatus i Ajax. I weekenden fik Gaaie ikke spilletid for ”Gudesønnerne”, der måtte nøjes med 0-0 i Zwolle. Kasper Dolberg kom først på banen sent i 2. halvleg, og det ser ud til, at Ajaxs træner, Fred Grim, foretrækker Wout Weghorst som spydspids frem for danskeren.
Joakim Mæhle, Victor Kristiansen og Rasmus Nissen Kristensen er fortsat skadede. Men de to Superligaspillere, AGF’s Rasmus Carstensen og midtjyden Victor Bak Jensen, trænger sig på til truppen. Carstensen scorede to vigtige mål for århusianerne mod Vejle søndag.
Brian Riemer må være kraftigt fristet til at spille et par mand ”ude af positionerne”, og jeg forventer i alt fald, at Christian Nørgaard tager den ene af de to centerforsvarspladser mod makedonerne. Nørgaard fik et udmærket indhop i London-derbyet for Arsenal mod Chelsea søndag. Lucas Høgsberg er en mulighed på venstre back, men det må desværre konstateres, at den talentfulde forsvarer pt. er uden for startopstillingen i Strasbourg.
Målmandsduellen
Efter et par uger med en sundere ”temperaturmåling” på landsholdets keeper-situation, måtte vi her i weekenden se i øjnene, at Mads Hermansen blev bombet i sænk på Anfield, og at Kasper Schmeichel sad uden for med sygdom i Old Firm opgøret i Glasgow.
Hermansen var dog kun impliceret i en enkelt af Liverpools 5 scoringer mod West Ham. Og Schmeichels afløser i Celtic, finnen Sinisalo, imponerede ikke mod Rangers, der havde Andreas Skov Olsen og Tochi Chukwuani på holdet i 2-2-opgøret på Ibrox.
Vi må vente og se om Schmeichels sygdomsafbud bliver skriften på væggen, og om West Ham manager Nuno Espirito Santo atter bringer franskmanden Areola i spil efter afklædningen på Anfield.
Uanset hvad, har Brian Riemer et vanskeligt valg foran sig. Skal han prioritere en uprøvet keeper med 0 landskampe, eller en über-rutineret herre med 120 optrædener i rød-hvidt? Bedømt på dagsformen svinger termometeret i retning af Hermansen på trods af weekendens kedelige nederlag.
De mange midtbanemuligheder
Der var danskeropgør i sydfrankrig, hvor Pierre-Emile Højbjergs Olympique Marseille vandt med 3-2 over Noah Narteys Lyon. Højbjerg spillede fremragende, mens det for Nartey er blevet hverdag efter en kometagtig start.
Både Morten Hjulmand og Victor Froholdt spillede stærkt for henholdsvis Sporting og Porto. Begge medvirkede med en assist til sejre for deres respektive klubber. Portos (mod Arouca) blev dog først sikret i overtiden.
Det ser efterhånden meget sort ud i Bundesligaen for Wolfsburg, der – med Christian Eriksen og Adam Daghim – blev jordet med 4-0 i Stuttgart. Nikolas Nartey kom ind sent for Stuttgart og hamrede det sidste søm i folkevognsklubbens kiste med en scoring.
Jens Stages Werder Bremen fik lidt kunstigt åndedræt med en sejr over bundholdet Heidenheim, men Werder er bestemt også fortsat i knibe i den tunge ende af Bundesligaen.
Det skal da her lige indskydes, at Oscar Højlund er ved at tilspille sig en fast plads på midtbanen i Frankfurt, der slog Freiburg med 2-0 i weekenden.
Matt O’Riley var ikke med i Brightons trup mod Nottingham Forest søndag, og han må anses for at være ude af billedet ift. landsholdstruppens playoff. Også Oliver Sørensen har ramt en skidt periode. Han fik ikke spilletid for Parma mod Cagliari.
Philip Billing er – trods den stenhårde konkurrence om midtbanepladserne – fortsat en stærk kandidat til truppen. FC Midtjylland fyrtårnet spillede en kamp på det jævne i 0-0-opgøret mod Brøndby.
Og så er det ikke uvigtigt, at Anders Dreyer, helt ovre i Californien, atter fører sig frem som en af MLS-ligaens store profiler. Han scorede og stod for et oplæg til Marcus Ingvardsen i San Diegos 2-0-sejr over St. Louis. Dreyer må være indiskutabel ift. landsholdstruppen som alternativ til Isaksen på højre offensiv midtbane. I mine øjne foran Andreas Skov Olsen i den konkurrence.
Angriberne
Rasmus Højlund er omtalt ovenfor. Hans plads som landsholdets spydspids er uangribelig. Men der bliver brug for et par gode alternativer.
Kasper Høgh har fået massiv omtale efter Bodøs fantastiske sejr i Champions League over Inter. Helt fortjent. Sensationen viser med al tydelighed, at det ikke er nødvendigt at fylde de danske hold op med udenlandske lejesvende. Bodø havde 9 norske spillere fra start i Milano, og 19 ud af 23 i truppen. 6 af dem er endda lokale og mere eller mindre egenudviklede. Man kan altså godt skabe et mandskab med internationalt snit på et fundament af nationale aktører.
Den norske turnering går først i gang om to uger, men det behøver nu ikke at være det store problem i forhold til Høghs kandidatur. Der er nemlig en pokalkamp og et Champions League opgør (mod Morten Hjulmands Sporting Lissabon) inden premieren på Eliteserien.
Som omtalt i sidste uges temperaturmåling, så er der fortsat spinkel spilletid til Conrad Harder (Leipzig), Mika Biereth (Monaco), Yussuf Poulsen (HSV), William Osula (Newcastle) og – som omtalt ovenfor – Kasper Dolberg (Ajax). Jeg tror at Brian Riemer har et godt øje til Osula, men jeg ville nu ønske, at han så lidt nærmere på The Championship. I sidste uge advokerede jeg for Luca Kjerrumgaard i Watford. En angriber med en ”fuld pakke” af kompetencer. Watford er givetvis ikke den mest sexede platform, men Kjerrumgaard scorede i weekenden for anden gang i træk, og for 10. gang i alt, for The Hornets, som slog Bristol City (med Emil Riis) med 2-1 på Ashton Gate i havnebyen. Luca kunne blive en spændende og formstærk joker.
Opstilling og trup
Hvis jeg var i landstrænerens sko, så stillede jeg i denne opstilling mod Nordmakedonien:
Hermansen, Bah, Bak Jensen, Nørgaard, Nelsson. Højbjerg, Hjulmand, Froholdt. Damsgaard, Isaksen og Højlund.

Reserver (her opstillet i en ”skygge-11’er”): Schmeichel, Carstensen, Høgsberg, Thomas Kristensen, Provstgaard. Frendrup, Mathias Jensen, Eriksen. Noah Nartey, Dreyer og Høgh.

På de sidste reservepladser: Filip Jørgensen, Mads Bech, Billing og Kjerrumgaard.



















