Michael Rohde blev født på denne dag i 1894.

Michael Laurits ”Mikkel” Rohde kom til B.93 fra den lille klub Lydia og debuterede som 17-årig på førsteholdet i 1911.

Omkring 1915 var han holdets bærende kraft. Herefter spillede han mere end 250 kampe, og han fortsatte til han var 39. 

Mikkel Rohde spillede altid innerwing, og altid lidt tilbagetrukket, så han kunne være med overalt på banen. Således passer han fint ind i kategorien ”offensiv midtbanespiller”, men Mikkel var ikke en Laudrup eller Lundberg. Derimod er han er sandsynligvis den mest løbestærke og energiske spiller Danmark nogensinde har fostret.

Når Rohde gik på banen, var det med en ubændig vilje til at vinde. Og han gav altid alt hvad han havde. Ud over at have en karakteristisk og ukuelig sejrsvilje var han en blændende fodboldspiller. Taktisk intelligent, fremragende overblik, teknisk sublim og målfarlig. Ualmindelig dygtig i hovedspillet. Så afgjort en verdensklassespiller på sin tid.

Han var samtidig publikums favorit på grund af sin kompromisløse indstilling. Han spillede uhyre sjældent en dårlig kamp, og han besad en evne til at trække holdet med sig, noget der kendetegner en ægte leder på fodboldbanen. I Sverige elskede de ham sjovt nok selv om han var deres argeste modstander. Men hans optræden aftvang den dybeste respekt. Også på udebane.  

Artiklen fortsætter efter videoen.

En fighter af guds nåde

Der var afgjort noget heroisk over Mikkel Rohde. Det var som om en episk fortælling udfoldede sig hver gang han gik på banen. For han havde, som få andre, hjertet med sig.  

I 1955 blev Rohde bedt om at lave et lille skriv til årsbladet Jul for Sportsmænd. Ideen var at forskellige fodboldpersonligheder skulle give en lille beskrivelse af ”mit bedste mål”.

De fleste greb opgaven an med en sikkert meget retvisende, men også lidt kedelig, beretning om et blændende mål man på et tidspunkt havde scoret.

Gunnar ”Nu” Hansen der spillede for HB (Handelsstandens Boldklub) i en årrække, skrev dog humoristisk om et nydeligt selvmål han engang havde lavet. Michael Rohdes fortælling var meget karakteristisk:

“I oktober måned i det herrens år 1916. Sct. Jacobs kirkens klokker ringede, kampen var slut, B.93 havde vundet over det på det tidspunkt meget stærke KB-hold med 1-0; målet blev scoret i de sidste minutter af højre innerwing Michael Rohde efter gennembrud i højre side og med et præcist venstrebensskud tæt op af den ene målstolpe”.

“KB’s forsvar stod som lammet, lidt senere fløjtede dommeren kampen af. Kampen havde holdt tilskuerne fanget. Den var både spændende, god og hård. Vi klædte dengang altid om hos os selv. Derinde stod vore kammerater, unge, gamle, passive etc., vi blev modtaget med jubel, nu først var sejren fuldendt. 93 har pokaltraditioner – vi var lykkelige – vi var 93’ere.“

Senere skrev Rohde den selvbiografiske ”Tyve år på holdet”, der indeholder mange interessante tidsbilleder. Mikkel levede og åndede for sin klub. Og for landsholdet som havde glæde af ham i 40 kampe hvori han scorede 22 mål.  

Udover ovennævnte pokalfinale sejr over KB i 1916, vandt B. 93 også mesterskabet det år med en finalesejr på 3-2 over KB. Begrebet ”champagneholdet” blev egentlig først en realitet tre årtier senere, men havde været passende allerede da. B. 93 spillede nemlig sprudlende.

Østerbrofolkene havde da også et fint hold der hvert år var med helt fremme.

Det var med Hans Rützebeck på mål, et veteranforsvar med Emil Jørgensen og Harald Hansen. I halfback-kæden Helge Scharff, Christian Hansen og Christian Grøthan. Og en spillevende offensiv kæde med Rohde, Victor Klein, Thorvald Schulz, Otto Palby, Anton Olsen og en overgang også den vævre tekniker Alf ”Sømanden” Olsen. 

Som en dygtig reserve havde man den bebrillede Oluf Petersen der kaldtes ”Pyromanen” fordi han brændte for mange chancer. Legendariske Sophus ”Krølben” Nielsen fra Frem hadede at spille over for ”Pyro”. Krølben kunne næsten tabe lysten på forhånd, når han så at Oluf Petersen var med for modstanderne.

Pyromanen var da også så nærsynet at han ofte løb lige igennem modstanderne for at få fat i bolden. Sophus Krølbens driblinger kom for en gangs skyld til kort, fordi Pyromanen ikke kunne se de fine nuancer og finesser i hans træk.  

Desværre var Mikkel Rohde ofte skadet. Med sin kompromisløse stil og sit gåpåmod ragede han knubs til sig. Således brækkede han benet to gange. Men han var selv overbevist om at benet blev stærkere efter at have været brækket (så hans var altså dobbelt så stærkt), og gik så på igen med krum hals.

Da han brækkede benet i en landskamp i Sverige i 1917, havde han – som den eneste blandt landsholdsspillerne – modsat sig at man skulle have lov at indsætte reserver i kampen (da man drøftede spørgsmålet dagen inden opgøret). Skader var jo en del af spillet, som han sagde.

Der var en overgang rygter i pressen om at skaden ville stoppe Rohdes karriere, men der skulle mere til at standse ukuelige Mikkel.  

Rohde var med ved OL-turneringen i 1920, men var ude af stand til at forhindre Danmarks traumatiske nederlag mod Spanien, trods en – som altid – heroisk fighterindsats. 

Mikkel takkede først af i rød-hvidt som 37-årig, og altså som 39-årig i B.93, hvorefter han blev nærmest synonym med klubben som ungdomstræner og leder i næsten et halvt århundrede. Uden for fodboldverdenen havde Rohde en karriere som kontorist på B&W. 

Mikkel døde i 1979.

Her kan du læse et portræt af den nuværende Celtic-træner i form af Martin O’Neill