Den udskældte tekniker
På bagkant af et skuffende landskampresultat er det sikkert som amen i kirken, at presse og diverse såkaldte eksperter går på klapjagt efter en syndebuk. Det ofte temmelig indskrænkede og usaglige narrativ tiltaler tilsyneladende ”fodboldfolkets” laveste fællesnævner, og giver anledning til afløb for indestængt harme over de feterede stjerners åbenlyse svigt. Og jagten går som regel først og fremmest på de mest feterede, eller nu om dage, bedst betalte profiler. De bærer åbenbart pr. definition hovedparten af ansvaret for præstationerne, selv om enhver med bare en smule indsigt i fodbold jo dybest set godt ved inderst inde, at et hold er et kollektiv der vinder og taber i fællesskab.
Det har været et konstant tilbagevendende tema i dansk landsholdshistorie, og der kan fremhæves talrige eksempler. Jeg kommer uvilkårligt til at tænke på store danske boldspillere, der har fået en harsk og urimelig behandling af ”de skrivende gentlemen” i pressen, fra tid til anden.
Knud Lundberg oplevede det ofte, selv om han utvivlsomt var den mest visionære spiller på landsholdet i en årrække. Et andet godt eksempel på samme problematik er Michael Laudrup. Et oplagt tredje er Christian Eriksen. Det er som regel de raffinerede teknikere der må stå for skud. Sjældent arbejdsmændene. Hvorfor er der denne småtskårne tendens, både blandt fagfolk og lægmænd, til at kvalitet skal opgøres i tacklinger og aktionsradius? Der er spillere, der er gudbenådet med et så ekstraordinært teknisk talent, at der skal være plads til at de kan udfolde netop dét i holdets tjeneste og til teamets bedste – uden at skulle bruge sine kræfter på defensivt slæb. Det må andre gøre i en naturlig og formålstjenlig rollefordeling. Et velfungerende hold består, optimalt set, netop af folk med forskellige forcer og kompetencer.
Et stærkt eksempel på ovenstående fra den lidt fjernere fortid, finder vi i dagens fødselar, født i 1908, Eyolf Kleven.
Akademisk attitude
Akademisk Boldklub har excelleret i brillante teknikere gennem tiderne. Harald Bohr, Svend Spejderen Knudsen og ikke mindst fodboldprofessoren, Knud Lundberg. Men måske var Eyolf Birger Kleven, i virkeligheden den bedste af dem alle?
Eyolf Kleven voksede op på Nørrebro i Hiort Lorenzens Gade. Faderen, Edvard Othelius Kleven kom fra Norge og var skomagermester. Der blev sørget godt for at familiens tre børn blev godt uddannet. Eyolfs storebror, Arne Mozart Kleven (det hed han minsandten), blev korrespondent, og Eyolf selv fik en kontoruddannelse og arbejdede i mange år som fuldmægtig i Dansk Andels Ægeksport i Vester Voldgade.
Den otte år ældre Arne var en dygtig højre innerwing, og var med til at vinde DM for AB i 1919 og 1921. Han opnåede to landskampe og blev senere en af AB’s og dansk fodbolds mest fremgangsrige trænere.
Eyolf Kleven fulgte i brorens fodspor – også som højre innerwing – for AB, og medvirkede til danske mesterskaber for akademikerne i 1937, 43 og 45.
I 1930 debuterede Kleven på landsholdet i en fantastisk sæson for det nationale mandskab. Danmark slog Finland, Sverige og Tyskland efter tur med tenniscifrene 6-1, 6-1 og 6-3. Eyolf scorede i alle tre opgør. Han dannede en særdeles målfarlig og spilintelligent højre flanke sammen med B.1903’s formidable wing, Henry ”Lillebror” Hansen (Carl Skomar’ Hansens lillebror).
Eyolf var en uhyre sofistikeret tekniker, ekstremt hurtig og med et overblik af høj klasse. ”Hans” yderwings i højresiden profiterede af læssevis af sukkerbolde, både på klub- og landsholdet.
Til gengæld var Eyolf Kleven ikke meget bevendt i defensiven. Knud Lundberg mente, nok halvt om halvt i alvor, at Kleven aldrig satte en tackling ind i karrieren… Det afstedkom ind imellem ret hård kritik i pressen, især når en landskamp var gået dårligt. Så blev det bebrejdet AB’eren at hans arbejdsindsats var for begrænset, og at han ikke ofrede sig tilstrækkeligt for defensiven. Det har muligvis heller ikke hjulpet Eyolfs sag, at han var AB’er om en hals. I den gamle akademikerklub spillede man i udpræget grad for fornøjelsens skyld. Man satte stor pris på spillets æstetiske aspekter, og man levede fint op til amatørismens ideologi ift. ikke at tage hobbyen med alt for megen alvor. Som type passede Eyolf smukt ind i den tankegang, men publikum og presse fandt ham for overlegen og doven. Vel at mærke når landsholdet skuffede. Når Kleven foldede talentet ud, og nationens sønner sejrede, så var alt naturligvis fjong.
Veteran og læremester
Trods tilbagevendende beskydning fra journalister og andet godtfolk, bevarede Eyolf Kleven sin landsholdsplads gennem 8 år. Hans betydning for den danske offensiv var – når alt kom til alt – uundværlig. 30 landskampe syner ikke af ret meget nu om dage, men med typisk 4 landskampe om året, sammenlignet med nutidens 12-16, svarer det jo, med en frisk omregning, til et sted mellem 75 og 100 landskampe i nutidens målestok. Den spinkle tekniker var intet mindre end en kæmpe national profil i det meste af et årti.
I 1936 fejrede han sit 25-kampsjubilæum ved at modbevise tesen om at jubilarer altid spiller dårligt. Kleven dannede højre flanke med B.93’eren Carl Stoltz og hjalp denne, med gode oplæg, til at blive tomålsskytte og matchvinder i en fin dansk 2-1-sejr over Polen i Idrætsparken.
Da legendariske Carl Skomar’ Hansen førte AB til det danske mesterskab i 1937, var Kleven i sin karrieres efterår. Ikke desto mindre var han fortsat klubbens afgørende kreative kraft og absolutte offensive nøglefigur. Mesterskabet blev hjemført efter adskillige års tilløb, og det var AB’s første af slagsen siden 1921. Triumfen kunne have kronet Eyolf Klevens strålende karriere, men han havde appetit på mere, og omdefinerede i de følgende år sin rolle på holdet. Den efterhånden aldrende tekniker fik stor succes på en tilbagetrukket placering som halfback. Herfra kunne han slå de præcise signaturafleveringer og bygge AB’s spil op.
I 1942 lod Eyolf Kleven sig overtale til et comeback på landsholdet efter fire års fravær. Desværre. For i comebackkampen mod Sverige i Idrætsparken placerede UK den 34-årige Kleven på hans nye midtbaneposition ved siden af Frems Walther Christensen. To fabelagtige teknikere, men også to defensivt svage spillere. Der kom til at mangle en bolderobrer, og danskerne blev kørt over. B.93’s Poul L. Hansen lagde ud med et selvmål, og så gik det slag i slag. Sveriges strålende forwards, Gunnar Nordahl og Henry ”Garvis” Carlsson cementerede den danske nedtur.
Til gengæld medvirkede Eyolf Kleven ufortrødent til AB’s mesterskab året efter, og i 1945 blev triumfen gentaget. Han havde da passeret de 37 år. Akademikerne rådede over et strålende mandskab med Knud Lundberg, Karl Aage Hansen, Ivan Jensen, Holger Seebach og de to backs; Poul ”Europa-Poul” Petersen og Knud Bastrup Birk. Eyolf fungerede som de unge talenters læremester. Træneren og arkitekten bag hele herligheden var såmænd ingen anden end Klevens storebror, Arne.
Eyolf Kleven, AB’s og Danmarks udskældte supertekniker, døde i 1989.
