Carl Aage Præst blev født på denne dag i 1922.

Udgangspunkt i ØB

Den nu hedengangne Østerbro Boldklub havde en imponerende storhedstid i 1940’erne. 

I sæsonen 1945-46 vandt ØB 2. division med et 12 point forspring ned til nr. 2 (Randers Freja) og med en vanvittig målscore. I 18 kampe nettede østerbroklubben hele 82 gange! Succesen blev fulgt op af en 4. plads i 1. division året efter, kun 1 point fra bronzemedaljerne. Denne ret så monumentale præstation af en gammel, men forholdsvis upåagtet klub, hang sammen med at ØB i 40’erne kunne præsentere intet mindre end landets farligste angrebsduo. Det var Helge Bronée og Carl Aage Præst. 

Samarbejdet mellem de to var formidabelt. ØB spillede udpræget med lange bolde frem mod Præst. Ingen i landet var dygtigere end han til at få tæmmet selv de mest umulige afleveringer, og lynhurtigt få vendt front mod modstandernes mål. Præst var en mester udi driblekunsten, og når han så havde fået trukket modstandernes defensiv til sig, satte han makkeren Bronée op med en præcis pasning. Denne bragede så en afslutning på mål, og der er ikke mange i dansk fodbolds historie der har kunnet fremvise et hårdere og mere præcist spark end den tætte og stærke Bronée. Det var nøglen til at lille ØB kunne udfordre de store klubber. Carl Aage Præst dog også – i høj grad – selv finde netmaskerne. I den føromtalte sæson 1945/46 scorede Præst 32 af ØB’s 82 mål (og Bronée 26). 

De to nøglespillere var vidt forskellige. Bronée var en rodløs, søgende og sorgløs natur. Vist nok ikke ligefrem monogam. Præst var den fornuftige og omsorgsfulde familiefader og forsørger (buntmager). Efter landskampene gav DBU spillerne et beløb til en middag med alt betalt. Præst foretrak at lægge pengene til side til husholdningen, frem for fin mad og våde varer, hvilket harmonerede ganske godt med hans seriøse livsførelse, men mindre godt i.f.t. hans amatørstatus. 

Hård barndom

Måske var den jordbundne og omsorgsfulde væremåde rodfæstet i en omskiftelig barndom, hvor Præst voksede op i en plejefamilie i Jylland, og kom på forsorgsskole i Randersgade som 11-årig. Han skrev i 1954 en bog: ”En Skorpes eventyr”. Alene i titlen lå den implicitte triumferende konstatering, at selv ”skorpen” dvs. det undervurderede forældreløse vajsenhusbarn, kunne opnå den store forgyldte succes. Det var på mange måder historien om Præst. 

Bogen er uhyre anbefalelsesværdig. Den giver et klart billede af en beskeden personlighed, der i bund og grund vælger at se livets genvordigheder som en konstruktiv læreplads. Præsts opvækst var bestemt ikke nem, men han var selv taknemmelig overfor den dannelse og duelighed han modtog fra den mere eller mindre fængselslignende børneanstalt hvor han voksede op.

Carl Aage Præst debuterede for landsholdet som 23-årig i 1945 i en kamp mod arvefjenden Sverige (Danmark tabte 1-2). Når Præst måtte vente så længe med at få valg til det nationale mandskab, hænger det utvivlsomt sammen med at han spillede for en lille klub der ikke havde folk i DBU’s udtagelseskomité. Det skortede imidlertid ikke på almindelig anerkendelse, Præst blev i næsten alle sine landskampe rost af pressen for dygtigt spil og en helhjertet indsats for holdet. Man lærte at kæmpe for sagerne når man kom fra en ”underdog” klub. I ØB spillede Præst en slags ”fri” angriber, en blanding af 9’er og 10’er, og på landsholdet var han placeret som centerforward eller venstre innerwing. Det var først efter at den professionelle karriere var kommet i gang i Italien, at han røg ud på den plads som venstre wing, der reelt klædte ham bedst, og hvor Danmark aldrig, før eller siden, har haft en bedre spiller. 

Fra Bronzehold til halvgud i Torino 

John Hansens berømte fire mål mod Italien ved OL i London i 1948 – flere af dem på oplæg af Præst – banede vejen for den store eksport af danske spillere til det professionelle udland. Juventus ville have den duo der splittede Vittorio Pozzos OL-mandskab, men det var lige før at Carl Aage Præst havde valgt Real Madrid. Ydermere blev hans hustru alvorligt syg netop da jagten på hans underskrift var mest hed, så ØB’eren valgte at udskyde beslutningen om sin fremtid et halvt års tid, og da var Juventus den mest vedholdende bejler. I 1947 medvirkede Præst på Europa-holdet i den berømte kamp i Glasgow mod Storbritannien. Danskeren fremhævedes i medierne som den bedste af de kontinentale spillere i et ret ydmygende 6-1 nederlag foran 137000 tilskuere. Kampen indbragte efterfølgende Præst DBU’s 25-landskampe jubilæums-guldur, selv om han egentlig kun spillede 24 gange for det nationale mandskab. 

I Torino blev John Hansen og Præst nærmest halvguder. De huskes den dag i dag af Juventus-fansene, selv om meget få har oplevet at se dem ”live”. Det er ikke for meget sagt at de to danskeres navne vil leve i den fælles bevidsthed og identitet der deles af tusinder af dedikerede tilhængere. Deres samarbejde var da også forbilledligt, og den sportslige succes markant. Juventus var med fremme i kampen om det italienske mesterskab hvert år og vandt ”scudetto’en” to gange, på de 7 sæsoner Præst spillede der. På det tidspunkt var toppen af italiensk fodbold særdeles stærkt, formentlig førende i Europa.  

Og ”Skorpens” eventyr var virkelig realiseret. Socialdemokraten bragte en reportage fra Torino i 1950 hvor Præst beredvilligt stillede op til interview. Avisen konstaterede at: ”De danske fodboldspillere er blevet fortræffelige turist-gesandter for det lille Danmark. De danske sportsfolk har faktisk i Italien betydet det samme for Danmark som lurmærket smør i England”. Derefter spørger reporteren, Erik Møller, Præst: ”Hvordan har det været for dig at komme væk fra buntmagerfaget i København, og have fodbold som profession? – Ja, den sag har der jo været delte meninger om, men selv synes jeg ikke det er så tosset. Når man får betaling for sin hobby, er det ikke så galt. Man går faktisk og spekulerer over så meget, men jeg mener nu ikke, man bliver noget ringere menneske af at blive professionel fodboldspiller – forhåbentlig ikke da. Jeg vil snarere sige tværtimod, for man får øjnene op for en hel del her i tilværelsen – hvad man har lavet, og hvad man skulle have lavet. Jeg har i alt fald fået meget ud af det”. Tonen i Præsts svar er tydeligt møntet på de mange toneangivende skeptikere hjemme i dansk fodbold, der sloges indædt for amatørismen og næsten fuldkommen formåede at sætte dagsordenen desangående. 

Der er jo ikke noget at sige til at diskussionen om professionalisme listede sig ind i pressen og blandt fodboldfolk- og klubberne på den tid. Næsten alle spillerne på det landshold der vandt bronze ved OL i 1948, blev professionelle i årene 48-50. I alt 16 spillere rejste ud, og det var tre gange flere end dansk fodbold nogensinde før havde ”afgivet”. Det kunne have været fristende at bløde op på den strikse amatør-ideologi der prægede DBU. Hvis landsholdet havde fået lov til at benytte Italiensfarerne, havde Danmark haft et internationalt kalibreret mandskab ved verdensmesterskaberne i 1950 og 1954. Men DBU foretrak at udelukke de professionelle, spærre dem fra al fodbold i landet – inklusive harmløse sommerkampe – og smide en toårig karantæne i hovedet på dem, når de vendte hjem. Sportsligt set var det en gylden mulighed der blev spildt.  

Med 232 kampe for ”den gamle dame”, Juventus, under bæltet, snuppede Carl Aage Præst en enkelt sæson i Lazio, inden turen gik hjem til Danmark og sommerhuset i Nordsjælland, som han kaldte ”Juve”.

Han forlystede sig med at samle det gamle bronzehold fra London og spille sommerkampe rundt omkring i landet. Til at begynde med gjorde DBU groteske krumspring for at forhindre disse professionals i at spille mod danske amatører, men efterhånden som bronzeholdets stjerner stoppede den aktive karriere, blev disse kampe en populær institution, der medvirkede til at understrege det gamle 48-holds næsten mytiske omdømme.  

Carl Aage Præst gik bort i 2011.