Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Ny løsning til Brian Riemer

23.02.2026 Kl. 15:51

Efter ugers dyster febertemperatur på landsholdets forsvar, er der endelig solidt, godt nyt. Alexander Bah fik et længe ventet comeback i Portugal, og formåede endda at score i Benficas 3-0-sejr over AVS. 

Hvis ellers Bah fortsætter de gode takter, så har landstræner Brian Riemer en holdbar løsning på den tynde højre back position, der er hårdt ramt:

Rasmus Nissen Kristensen er skadet (og i karantæne mod Nordmakedonien). Joakim Mæhle er fortsat skadet. Anton Gaaie får ikke spilletid pt. i Ajax efter en periode med dårlige præstationer. Elias Jelert er ikke på holdet i Southampton. Og desuden var AGF’s Rasmus Carstensen kun på bænken i søndagens kamp mod Viborg. Det skal dog lige nævnes her, at Isak Steiner Jensen spillede højre wingback for AZ Alkmaar i weekendens 3-1-sejr over Sparta Rotterdam. 

Venstre back pladsen er lige så udsat. Patrick Dorgu er skadet, og Mæhle – som omtalt – ligeledes. Victor Kristiansen måtte udgå med en skade for Leicester her i weekenden, efter endelig at have fået comeback efter en rekonvalescents periode oven på operation. Victor Bak Nielsen har pt. sat sig i ”førersædet” efter endnu en stærk præstation for FC Midtjylland. Veronas Martin Frese kan måske trænge sig på som alternativ.

I centerforsvaret tegner der sig mere og mere et billede af, at Victor Nelsson bør kaldes tilbage på landsholdet af Brian Riemer. Nelsson spiller ganske vist for agterlanternen i Serie A, Verona, men fremhæves gang på gang som en af operabyens bedste. Således også i weekendens 3-0-nederlag mod Sassuolo. Man kan indvende, at det er på en billig baggrund, men landstræneren har desperat brug for rutine i det centrale, bagerste geled. 

Michael Kjærbøl har taget temperaturen på det danske landshold. Fotoet er kommet til verden med hjælp fra kunstig intelligens.
Michael Kjærbøl har taget temperaturen på det danske landshold. Fotoet er kommet til verden med hjælp fra kunstig intelligens.

Desværre fik Lucas Høgsberg ikke spilletid for Strasbourg. Til gengæld har Oliver Provstgaard (Lazio) tilsyneladende erobret en helt fast plads for sin romerske klub, og ex-AGF’eren Thomas Kristensen er nøglespiller i Udinese. De to tidligere U-21 landsholdsforsvarere trænger sig på til playoff-truppen om en måneds tid mod Nordmakedonien, men hvis Brian Riemer prioriterer erfaring, så kan han skele til Christian Nørgaard, der snildt kan placeres i forsvaret. Nørgaard fik senest spilletid i Arsenals FA Cup kamp for en uge siden mod Wigan, og det bliver ikke til mange Premier League minutter for The Gunners, men jeg er egentlig ikke nervøs for, om han kan agere playoff-nødløsning.

Skadeslazarettet for midterforsvarerne ser således ud: Andreas Christensen, Jannik Vestergaard og Mads Bech er ude med skader. Joachim Andersen har karantæne. 

Midtbanen

Endnu et lyspunkt: Victor Froholdt har på det seneste virket en anelse slidt, men han var tilbage i topform i søndagens 1-0-sejr til FC Porto i den vigtige kamp mod Rio Ave. Froholdt scorede det afgørende mål. 

Riemers velfungerende midtbanetriangel bør der ikke røres ved. Med Froholdt som utrættelig løbemaskine og anfører Pierre-Emile Højbjerg og Morten Hjulmand lige bagved, så har Danmark alle forudsætninger for at skabe et afgørende overtag i det essentielle maskinrum. 

Marseille er i en mindre krise for tiden. Højbjerg fik dog nogenlunde pæn kritik efter OM-nederlaget i Brest (2-0). Sporting-anfører Morten Hjulmand spiller fast og stabilt nede i Lissabon. 

Det gør 24-årige Morten Frendrup faktisk også i Genoa. Den gamle maritime verdensby slog i weekenden Torino med hele 3-0, og den danske midtbaneslider fremhævedes (atter) som en af banens bedste. Brian Riemer bør tage Frendrup med denne gang. 

Blandt de øvrige kandidater til midtbanepladserne i truppen spillede Philip Billing atter fremragende for FC Midtjylland, der jo kørte Silkeborg over med 4-0. 

Jens Stage havde en skidt dag, da Werder Bremen tabte til St. Pauli. I samme liga har Nikolas Nartey problemer med at generobre sin plads hos Stuttgart efter en kort skadesperiode. Han kom dog ind som reserve i søndagens kamp mod Heidenheim (3-3) og stod for en assist. 

Oliver Sørensen var, skuffende, bænket i Parmas sensationelle udesejr over Milan. Et personligt tilbageslag efter at Sørensen ellers har vist storform på det seneste.

Matt O’Riley var ikke med i Brightons trup mod Brentford, så hans vej til landsholdstruppen ser meget lang ud lige nu. Brentford havde atter Mikkel Damsgaard på bænken, hvilket må skabe panderynker hos landstræneren. ”Damsinho” kom på banen midt i anden halvleg, mens Mathias Jensen til gengæld igen spillede en fornuftig kamp for The Bees (der dog tabte med 2-0). 

Offensiven

På de offensive pladser havde Gustav Isaksen en halvsløj dag for Lazio, der spillede 0-0 i en langgaber på Sardinien mod Cagliari. 

Christian Eriksens Wolfsburg floppede med et 3-2-nederlag hjemme mod Augsburg. Eriksen leverede dog personligt en særdeles flot præstation, ligesom Adam Daghim også fik pæn kritik.

Efter en kanonstart i Lyon måtte Noah Nartey denne gang nøjes med en tjans som indskifter i hans klubs nederlag i Strasbourg (3-1). Nartey kom tidligt på banen efter knapt en halv times spil pga. en skade, men præstationen var hans hidtil klart ringeste for Lyon. 

Helt skidt var det for Andreas Skov Olsen og Tochi Chukwuani, der havde en offday i Skotland, hvor Rangers dummede sig med 2-2 i Livingston, mens topholdet Hearts vandt over Falkirk. 

Jacob Bruun Larsen måtte nøjes med et indhop da hans klub, Burnley, overraskende fik det ene point på Stamford Bridge i Premier League kampen mod Chelsea.

Omvendt var der godt nyt fra den amerikanske MLS-turnering, der endelig kom i gang. Anders Dreyer fortsætter tilsyneladende hvor han slap i fjor, og scorede to gange for San Diego, der også fik Marcus Ingvardsen på måltavlen. Californiens flådehjemby vandt med 5-0 over Montreal. 

Rasmus Højlund fik ikke udrettet meget i Napolis 2-1-nederlag i Bergamo mod Atalanta. Bedste aktion var et straffespark, som VAR underkendte.

Meget omtalte Kasper Høgh imponerede atter en gang i Champions League, da Bodø sensationelt slog Inter. Den norske turnering er ikke kommet i gang endnu. Høghs trup-kandidatur tegner sig efterhånden stærkt.

Kasper Dolberg spillede skidt, og måtte gå fra banen med en skade, da Ajax endnu en gang floppede med uafgjort hjemme mod Nijmegen. Dolberg er i klar formkrise (ligesom de såkaldte ”Gudesønner” fra Amsterdam generelt er det). 

William Osula, Conrad Harder, Yussuf Poulsen og Mika Biereth fik indhop for henholdsvis Newcastle, Leipzig, HSV og Monaco. Men ”temperaturmålingen” på de fire angrebskandidater er ærligt talt ret lunken. Der er langt til fast spilletid, og ingen af dem viser overbevisende takter. 

Endelig vil jeg lige gøre opmærksom på, at min egen ”hemmelige favorit”, den tidligere OB’er, Luca Kjerrumgaard, scorede for Watford i The Championship opgøret mod Derby (2-0). 

Kjerrumgaard tiltaler mig, fordi han har en ”fuld pakke” af kompetencer, og en alder (23 år) hvor der stadig kan lægges på og udvikles. Men jeg må jo være ærlig og erkende, at hans sæson for The Hornets ikke har været uproblematisk. Hvis Brian Riemer imidlertid står og mangler en forward-joker, så hermed min anbefaling af store, skudstærke Luca. 

Keeperkonkurrencen

Jeg har gemt det bedste til sidst. 

Mads Hermansen stod endnu en gang pletfrit for West Ham, der fik 0-0 mod Bournemouth. Mads’ clean sheet og gode kampform har naturligvis fyret yderligere op under debatten om, hvem der skal på mål for Danmark mod makedonerne. 

Kasper Schmeichel har fået massiv kritik efter sine seneste præstationer for Celtic, og søndag måtte The Bhoys indkassere et, måske, katastrofalt nederlag på hjemmebane mod Hibernian. 

Morten Bruun var ude med en klar melding om konkurrencesituationen om keeperpladsen på landsholdet, og gav fuld støtte til at sætte Hermansen på kassen. Jeg lægger mig forsigtigt i kølvandet på denne klare tilkendegivelse af det øjeblikkelige styrkeforhold mellem vores to målmandskandidater. Hvis Hermansen kan levere så stærkt – og hvis Schmeichel ikke kan finde formen – så bør Riemer foretage et skift. 

Det bliver mildt sagt spændende at se, om landstræneren tør at kaste vrag på 120 landskampe i et altafgørende knald-eller-fald opgør, til fordel for en debutant. Jeg er glad for at det ikke er mig, der skal foretage et så essentielt valg.

Temperaturen peger i retning af denne opstilling mod Nordmakedonien:

Hermansen, Bah, Bak Nielsen, Nelsson, Nørgaard. Højbjerg, Hjulmand, Froholdt, Isaksen, Damsgaard (Landstræneren holder utvivlsomt godt øje med Anders Dreyer og Mathias Jensen) samt Højlund.

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce