LvG klarmelder United-trio til Palace-opgør
Manchester United har tre vitale opgør tilbage, og skal forsøge at sikre sig Champions League-deltagelse i den kommende sæson for snuden af ærkerivalerne fra Liverpool, og manager Louis van Gaal bragte enkelte gode nyheder på eftermiddagens pressemøde.
Således har hollænderen klarmeldt forsvarstrioen Jonny Evans, Luke Shaw og Marcos Rojo, der alle kan være med, når Manchester United lørdag gæster Crystal Palace på Selhurst Park.
Luke Shaw skulle være helt fit til opgøret, og det samme gælder ifølge hollænderen Jonny Evans, der dog mangler kamprytme. Afsluttende meddelte manageren også, at Marcos Rojo bliver klar til en bænkplads.
Forsvarstrioens klarmelding kommer som et plaster på såret for United-fansene, der altså også måtte sluge nyheden om, at midtbaneprofilen Michael Carrick ikke kommer i aktion mere i denne sæson.
Der er kickoff på Selhurst Park 18:30 dansk tid lørdag aften, når kampen om fjerdepladsen for alvor intensiveres.