Don Ø går hårdt til FCK: ‘Han er fejlcastet’
Flemming Østergaard, der bedre kendes som Don Ø, lægger ikke fingre imellem i sin vurdering af FC Københavns sportsdirektør, Sune Smith-Nielsen. Den tidligere FCK-boss mener, at Smith-Nielsen er fejlcastet i sin nuværende rolle – trods anerkendelse af hans tidligere arbejde i klubben.
Det skriver Don Ø i en længere kommentar på Dan Rachlins Facebook-opslag, hvor han samtidig forklarer sin brug af det såkaldte Peter-princip.
“Jeg sidder i flyet på vej hjem fra mit korte besøg i Dubai. Jeg har besvaret en masse mails og sms’er, og flere har spurgt mig, hvad jeg egentlig mener, når jeg bruger udtrykket ‘Peter-princippet’,” indleder Østergaard.
Forklarer Peter-princippet
Don Ø uddyber princippet med et klassisk eksempel fra erhvervslivet:
“Karl er den bedste sælger. Han vinder alle salgskonkurrencer.
Så Karl bliver udnævnt til salgschef.
Hvad sker der så ofte? Karl viser sig at være en dårlig chef.”
Ifølge Østergaard er essensen, at dygtige medarbejdere forfremmes til et niveau, hvor de ikke nødvendigvis er bedst egnet, og at organisationen dermed både får en dårlig leder og mister en stærk specialist.
Retter kritikken mod Sune Smith-Nielsen
Don Ø forklarer, at han senest har brugt begrebet i relation til Sune Smith-Nielsen, som han selv ansatte i sin tid i FC København.
“En rimelig dygtig talentchef, som vi ansatte i min tid i klubben, og som har gjort det godt i netop den rolle.”
Men i rollen som sportsdirektør er Østergaards vurdering klar.
“Om han er fejlcastet, må være op til den enkelte at vurdere. Min egen mening er klar: ja.”
Han tilføjer dog, at klubbens ejere tilsyneladende er tilfredse med løsningen. I hvert fald indtil resultaterne eventuelt peger i en anden retning.
Kritikken kommer på et følsomt tidspunkt
Udmeldingen falder kort før søndagens udekamp mod FC Midtjylland, en kamp der kan få store konsekvenser for FCK’s guldchancer.
Forud for opgøret er københavnerne 12 point efter AGF, der først spiller mandag mod OB. Et nederlag i Herning kan dermed i praksis slukke håbet om mesterskabet.
Efter pludselig aflysning: Brøndby melder ud



















