West Brom sætter deadline for klubsalg
Bestyrelsesformanden Jeremy Peace ejer 90 % af det firma, der ejer West Bromwich, og sådan har det været de seneste 13 år. Men nu vil hr. Peace gerne sælge ud af sin majoritet.
Angiveligt vil han have 150 millioner pund for sin andel, og der har da også været interesse fra Mellemøsten og USA. Dog skal der handles hurtigt, da det senest skal ske 31. maj. Jeremy Peace vil ikke have et klubsalg til at forstyrre sommerens transfervindue. Det kan skabe usikkerhed og gøre klubben mindre attraktiv for nye spillere, hvis klubbens fremtid ikke er stabil.
Peace har ihvertfald afvist at forhandle med eventuelle købere i juni og juli, så Tony Pulis kan få de bedst mulige forhold til at sikre klubben nye, dygtige spillere.
West Bromwich ligger i øjeblikket på en 13.plads med syv point ned til stregen.