Sir Stanley Matthews blev født på denne dag i 1915.

”Driblingens troldmand”, ”Magikeren”, Stan Matthews var omgærdet med en respekt og et omdømme der kan sammenlignes med de allerstørste i fodboldens historie – selv Pelé.

Matthews var søn af en barber fra Henley der havde en bibeskæftigelse som bokser. Fra faren arvede den gudbenådede dribler sit kvikke fodarbejde og en fysisk stamina, der nærmest gjorde ham uforgængelig. Han spillede for Blackpool og Stoke City, og stoppede først på topplan da han havde passeret de 50.

Torino-myten

I den navnkundige og legendariske landskamp mellem Italien og England den 16. maj 1948, kaldet ”Slaget i Torino”, indgik Matthews i den stærkeste angrebskæde et engelsk landshold nogensinde har mønstret, sammen med Tom Finney, Wilf Mannion, Tommy Lawton samt klubkammeraten fra Blackpool, Stan Mortensen. England vandt i et brag af en match over verdensmestrene med 4-0. Mod slutningen af kampen holdt de 85000 tilskuere vejret i målløs beundring, da Matthews kæmmede sit svedige hår mens han, stilfuldt og lynende hurtigt, med bolden klistret til støvlen, afdriblede den italienske back Alberto Eliani, og lagde op til et smukt mål af boldkunstneren Tom Finney. Det er præcis dét stof som fodboldmyter er skabt af.

I realiteten havde Stan blot tørret sveden af pande og hår midt i sit raid, men beretningen om hans utrolige frækhed spredte sig som fjeren der blev til høns, og på Matthews’ ældre dage gik han altid med en kam som angiveligt skulle være ”den fra Slaget i Torino”. Myten fik lov at leve.

På visit i Danmark

Matthews var flere gange i Danmark, både i forbindelse med opvisnings- og venskabskampe, og med det engelske landshold. I 1948 tørnede det danske bronzehold sammen med Three Lions. Det var første gang i historien, at DBU tillod en landskamp mod det professionelle engelske landshold. Det danske publikum forgudede Matthews, og jublen over hans tricks overgik næsten opmuntringerne fra lægterne til hjemmeholdet. Englænderne kunne dog ikke passere Eigil Nielsen, og dysten endte 0-0.

Da Danmark for første gang i fodboldhistorien stillede op i VM-kvalifikationssammenhæng, var England atter modstanderen. I 1956 gjorde England, med den da 39-årige Stanley Matthews kål på danskerne med en 5-2-sejr på Molineux i Wolverhampton. AB’s Ove Bech Nielsen holdt Danmark inde i kampen med to scoringer, men det engelske angreb var for stærkt, og sejren blev sikret af de to Manchester United stjerner, Duncan Edwards og Tommy Taylor, der sendte henholdsvis 2 og 3 bolde i nettet bag skovseren Theil Drengsgaard. Begge målscorere forulykkede på tragisk vis to år senere i München Lufthavn med Uniteds mesterhold. AB’s gennemsolide venstre back, nu afdøde Verner Nielsen, har fortalt mig, at det var med ærefrygt at han stod over for den da 39-årige Stan Matthews: ”Jeg må indrømme, at jeg var godt og grundigt på røven. Hvor var han god”! Sådan sagde Verner, da jeg besøgte og interviewede ham til Dansk fodbolds 110 bedste, for nogle år siden.

Veteranen Matthews blev kåret til Årets Spiller i Europa (Ballon d’Or) dét år.

Klubkarriere med kun 1 titel

The Wizard spillede i sin aktive klubkarriere for Stoke og Blackpool.

Sidstnævnte havde legendariske Joe Smith i managersædet på Bloomfield Road i 23 år. Han sammensatte i 1947 en dynamisk og dødsensfarlig duo uden sidestykke i engelsk fodbold: 2 x Stan. Kongen over alle klassiske wings, sir Stanley Matthews, blev hentet i Stoke City og ”parret” med kanonskytten Stan Mortensen. Matthews leverede oplæg efter oplæg til Mortensen (der havde en norsk bedstefar, deraf navnet), som energisk og effektivt omsatte mulighederne i et hav af mål. De to havde en bod i forlystelsesbyen, ved navn ”Two Stans”, hvor de solgte Blackpool-merchandise, fotos og autografer. Blackpool blev et sjovt og populært mandskab i 1. division og spillede sig frem til 3 FA Cup finaler.

I den første (i 1948) kunne Blackpool ikke holde to føringer undervejs og tabte med 4-2 til Manchester United. I den finale spillede Matthews og Mortensen i angrebskæden sammen med George Dick, der senere blev træner i Danmark og førte B.1909 til det danske mesterskab i 1959. Finale nr. 2 var i 1951, hvor Blackpool var blevet nummer 3 i ligaen, bl.a. på Stan Mortensens 30 mål (hvilket rakte til at blive divisionens topscorer). Men Newcastle besejrede The Tangerines med 2-0 på to mål af klubhelten Jackie Milburn. Tredje forsøg blev lykkens gang.

FA Cup finalen i 1953 så dog længe ud til at blive endnu en skuffelse for Blackpool. Bolton Wanderers førte med 3-1 på bl.a. en scoring af den stærke centerforward Nat Lofthouse. Det er ikke for meget sagt, at en hel nation sad med livet i hænderne, for alle (udenfor Bolton) ønskede brændende, at nationens store fodboldforbillede, Stanley Matthews, endelig skulle få lov at vinde et trofæ. Og ”The Wizard” viste da også både magi og genialitet, da han gik forrest i et forrygende comeback. Makkeren Stan Mortensen cementerede i sidste minut et smukt hattrick, og Matthews brillerede med fine oplæg, bl.a. til sejrsmålet til 4-3, der blev sat ind af Bill Perry i kampens tillægstid. Der var ikke et øje tørt da Matthews og co. kunne løfte pokalen, selv den ellers stenhårde Nat Lofthouse måtte applaudere i et rørende øjeblik af fint sportsmanship. Opgøret gik over i historien som ”The Matthews Final” som en hyldest til driblingens troldmand, selv om det måske havde været lige så passende hvis hattrickhelten Stan Mortensen var blevet således hædret.

Blackpool FC havde på det tidspunkt 6 mand på det engelske landshold. Foruden Matthews, Mortensen og matchvinderen Bill Perry var det anføreren Harry Johnston, Tommy Garrett og Ernie Taylor.

Efter at karrieren var blevet afrundet i Stoke, blev Stan manager i Port Vale i 1967. Det blev desværre noget af en nedtur.

Magikeren mistede magien

Sir Stan havde forinden virket som coach og scout på Vale Park i et par år, med en blanding af opportunisme og filantropi som drivmiddel, idet han arbejdede ulønnet og med en klar filosofi om, at Port Vale skulle være en talentfabrik der støvsugede oplandet for lovende spillere og profiterede af spillersalg. Smarte forretningsfolk ”købte ind” på Matthews-modellen og Port Vale lignede en klub i eksplosiv fremgang. Så revnede ballonen. Bestyrelsen havde benyttet sig af sorte pengeudbetalinger til spillertruppen, og det kom pressen og fodboldforbundet for øre. Katastrofen og ydmygelsen var total. Port Vale blev idømt en bøde såvel som tvangsnedrykning fra 4. division. Klubben truedes med komplet opløsning.

Matthews satte al sin personlige prestige ind i en appel, og fik opbakning fra de øvrige ligaklubber. Port Vale slap med skrækken (og bøden).

Det er omdiskuteret hvorvidt Stanley Matthews var vidende om – eller medvirkede til – ulovlighederne. Men to ting ligger helt fast:

Stan slap ikke fra begivenhederne uden skrammer i lakken. De var afgjort medvirkende til, at han siden ikke fik flere managerjobs i England. Skandalen satte desuden dybe spor i hans sind. Troldmanden mistede sin magi, og han blev aldrig helt den samme.

Engelsk fodbolds største spiller gennem tiderne søgte væk fra offentlighedens søgelys, og bosatte sig på Malta. Herfra fortsatte han sit livsprojekt med en række filantropiske fodboldinitiativer med unge talenter i Afrika.

Når han gik til slagteren i Marsaxlokk fremviste han altid den berømte og berygtede kam fra Torino. På en måde kom den til at symbolisere mindet om en mand, der var forgudet som en troldmand uden sidestykke, men som forsvandt fra offentligheden og gradvist blev en myte fra fortiden.

Stanley Matthews blev adlet i 1957. Hans forbillede som fair sportsmand og repræsentant for fodboldens fineste finesser er second to none. Han gik bort i 2000.