Stor Brøndby-transfer kan kollapse: 'Den er 50/50'
Norske Brann fra Bergen er fortsat med i de europæiske turneringer, men det er usikkert, om 26-årige Felix Horn Myhre følger med.
Den norske landsholdsspiller er nemlig en eftertragtet mand.
Det er kommet frem, at Brøndby IF har budt på landsholdsspilleren – og fået det afvist, skriver Tipsbladet.
Buddet, som i første omgang på 22,5 millioner kroner, er dog blevet hævet ifølge Bergensavisen.
Brann-træner Freyr Alexandersson håber dog, at Horn Myhre fortsætter på hans mandskab:
– Jeg ønsker med hele mit hjerte, at Felix bliver i Brann, men det er ikke op til mig, siger Alexandersson i et interview med Viaplay.
Brann gik videre i Europa League til trods for et nederlag til Sturm Graz fra Østrig.
Nu er Brann derfor videre til knockout-fasen i februar, hvor to opgør mod Bologna venter.
Transfervinduet i Danmark lukker mandag den 2. januar, og Alexandersson er fortsat usikker på, om han har Horn Myhre til den tid:
– Det er 50/50. Lige nu ved jeg ikke, hvor vi står, eller om der er forhandlinger. Jeg fortalte Per-Ove (Ludvigsen, sportsdirektør i Brann, red.), at jeg havde brug for komplet ro forud for kampen, forklarer Alexandersson.
Brann Bergen er i forvejen ramt af spillerflugt, da Eivind Helland, Japhet Sery Larsen og Emil Kornvig har forladt klubben tidligere på måneden.
Horn Myhre er bevidst om, at der har været budt på ham:
– Jeg har hørt, at der har været et afvist bud, men jeg ved ikke mere end det. Så vi må se, hvad der sker, fortæller landsholdsspilleren i et interview med Viaplay.
I et interview med Bergens Tidende forklarer den 26-årige nordmand dog, at et skifte frister:
– Jeg har ikke muligheden for at spille fodbold i yderligere 15 år. Sommetider er det spændende at opleve noget nyt, prøve andre ligaer af og så videre. Så jeg fornemmer det, mens jeg også nyder livet i Brann.
Artiklen fortsætter efter billedet.

Horn Myhre står overfor at forlade Brann, der spiller europæisk, til fordel for Brøndby, som for længst er røget ud.
– Horn Myhre har været hos os så længe – og gjort så meget – så jeg tror, at han forlader klubben, hvis der er en aftale mellem klubberne, fortæller den tidligere Brann-spiller Erik Huseklepp.
Viaplay-ekspert Pål André Helland mener dog også, at Brann er nødt til at agere, før det er for sent:
– Hvis det er Brøndby, så bliver jeg skuffet. Ikke på Horn Myhre, men fordi Brann er nødt til at kunne dyste med. Jeg ønsker, at Brann smækker et ordentligt prisskilt på ham. Han er en landsholdsspiller, fortæller den tidligere Rosenborg-spiller i Viaplay-studiet.
Han får opbakning fra Erik Huseklepp.
– Der er ingen tvivl om, at det er noget, som Brann må overveje. Brann må øge lønniveauet, hvis de skal følge med toppen af norsk fodbold. Det handler ikke om, at de begår kamikaze og bryder gennem lydmuren, men de er nødt til at opjustere, for efterhånden som man udvikler holdet, vil de økonomiske udfordringer udvikle sig. At øge niveauet koster penge. Sådan er fodboldverdenen bare, siger den tidligere norske landsholdsspiller.
Du kan se og høre mere fra det norske Viaplay-studie i videoen øverst i artiklen.
Rasmus Højlund står til at skifte klub til sommer, men nu er legende kommet i tvivl. Læs mere her.



















