Jürgen Klopp vil overveje ét særligt job
Den tyske trænerlegende Jürgen Klopp har tilbragt de seneste halvandet år væk fra rampelyset, men han overvejer at vende retur. Der er især ét job, der kan få ham tilbage som fodboldtræner.
Efter 2023/24-sæsonen sagde han farvel og tak efter en længere årrække hos Liverpool, som han havde ført tilbage til den absolutte top af engelsk og europæisk fodbold.
Sidenhen scorede han et stort job i Red Bull-koncernen, og det er ifølge Sky Sports, som han er meget engageret i og dedikeret til. Han har da også en lang kontrakt med energidrikgiganten.
Jürgen Klopp klar til vildt comeback
Selvsamme Sky Sports rapporterer samtidig også, at der er ét stort job i fodboldverdenen, som tyskeren vil overveje meget kraftigt.
Cheftrænerjobbet hos Real Madrid.
Det job er blevet ledigt nu, da Xabi Alonso er røget på porten efter det seneste nederlag mod Barcelona i den spanske Super Cup.
I første omgang har Alvaro Arbeloa overtaget tjansen som cheftræner, men han er ikke regnet som en permanent løsning.
Hvis Jürgen Klopp tilbydes jobbet, vil han meget kraftigt overveje at vende retur som fodboldtræner, lyder meldingen nu fra Sky Sports, der også mener at vide, at tyskeren er en kandidat hos den spanske kongeklub.
I løbet af sin karriere har han blot stået i spidsen for tre klubber: Mainz, Dortmund og Liverpool.



















