Atletico vil have Saints-profil tilbage
Toby Alderweireld skiftede i 2013 fra hollandske Ajax til spanske Atletico Madrid, hvor han ikke fik en afgørende rolle på Diego Simiones mandskab, der gik hen og vandt den spanske liga i sidste sæson.
Rollen som backup betød derfor, at den belgiske landsholdsspiller blev udlejet til Southampton i denne sæson. Her har Alderweireld været en vigtig spiller på Ronald Koemans mandskab, der kæmper med om Champions League-pladserne.
De stærke præstationer har fået The Saints til at overveje om, de kan hente belgieren på en permanent kontrakt, men den plan bliver nu skudt ned af Atletico Madrids sportsdirektør, Jose Luis Caminero, der slår fast, at Toby Alderweireld er en del af planerne for næste sæson:
– Vi holder øje med alle vores udlejede spillere, og vi er meget tilfredse med det, vi har set indtil videre i denne sæson.
– Toby Alderweireld har leveret en flot præstation i Southampton, hvor han spiller fast og i toppen af rækken, og vi regner med ham i næste sæson, siger den spanske sportsdirektør.