Superliga-stjerne rygtes til Premier League
Den danske Superliga kan nu være på vej til at sende endnu en af sine bedste spillere til en større adresse – denne gang i Premier League.
Transfervinduet er således åbnet for de engelske klubber her på den første dag i 2026, og der er forventet aktivitet blandt en lang række Premier League-mandskaber.
Tidligere har Brighton kigget mod dansk fodbold om vinteren, og det lader det nu til, at den engelske klub med hang til unge talenter igen har et godt øje til Danmark.
Engelsk interesse i Nordsjælland-stjerne
Nu kan Sky Sports nemlig fortælle, at Brighton viser interesse for FC Nordsjælland-spilleren Caleb Yirenkyi.
Midtbanespilleren har i løbet af det seneste års tid imponeret stort for FC Nordsjælland, og det er nu noget, som Brighton tilsyneladende har fået øjnene op for.
Hvem er Caleb Yirenkyi?
Den 19-årige ghaneser kom til FC Nordsjælland fra akademiet Right to Dream i februar 2024, hvor han kort forinden var fyldt 18 år og dermed kunne skifte til den danske klub.
Han spiller på den centrale midtbane, hvorfra han har evner både med og uden bolden. Det har også betydet, at han har fået otte landskampe. I alt er han noteret for 39 førsteholdskampe hos FC Nordsjælland.
Han har kontrakt med FC Nordsjælland til sommeren 2030. Ifølge Transfermarkt har han en markedsværdi på 45 millioner kroner, men det er næppe den pris, han vil blive solgt til. FC Nordsjælland vil ganske givet kræve mindst det tredobbelte for ham.



















