Jesper Sørensen overrasket: Nu venter Lionel Messi
Den danske fodboldtræner Jesper Sørensen med en fortid i Brøndby IF har overrasket sig selv og skal nu møde Lionel Messi.
Klokken 20.30 skal der spilles finale i MLS, hvor Inter Miami og Vancouver Whitecaps mødes.
På den ene side står verdens måske bedste fodboldspiller nogensinde i form af Lionel Messi. På den anden side danske Jesper Sørensen.
Vancouver Whitecaps-træneren har gjort det forrygende efter sin rejse til Canada og den nordamerikanske fodboldliga.
Faktisk er det gået så godt, at han også har overrasket sig selv. Det fortalte han på et pressemøde forud for finalen.
Jesper Sørensen står over for Lionel Messi
– Selvfølgelig håber man altid på at gøre det godt og vinde trofæer, når man som træner bliver ansat i en ny klub. Jeg havde dog ikke så meget kendskab til ligaen, klubben og spillerne.
– Men i min karriere havde jeg slet ikke forventet, at jeg med Thomas Müller på mit hold skulle møde Lionel Messi i en finale, siger den danske træner om det kommende møde ifølge TV 2.
Inter Miami er bookmakernes favorit i finalen, der ikke sendes på en dansk tv-kanal.
Ingen af klubberne har tidligere vundet MLS, og derfor vil der uanset udfald blive skrevet historie.

Danske Zidan Sertdemir trækker store overskrifter i udlandet – læs meget om det lige her.
















