Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Farvel og tak: Nu får Arne Slot sparket i Liverpool

Af Alexander Walther Petersen
28.11.2025 Kl. 09:22
Dette er en klumme og et udtryk for skribentens personlige holdninger. 

Arne Slot er havnet i en modvind af dimensioner i Liverpool.

Sæsonen startede med syv sejre på stribe, men så begyndte de første krisetegn at melde sig.

Den hollandske cheftræner, der i sin debutsæson sikrede klubben deres 20. engelske mesterskab på sensationel manér, befinder sig nu igen en kritisk situation.

Liverpool-journalisten David Lynch vurderer blandt andet, at den tidligere Feyenoord-træner står på “seriøst tynd is”

Alligevel har flere af meldingerne fra det engelske og transferguruen Fabrizio Romano været været ganske klare: Der skulle ikke være nogen ko på isen for den 47-årige trænerfigur.

Men onsdag aften var det tid til den årlige øko-dag for køerne. De fik frit spil til at brage igennem den metaforiske is.

Liverpool faldt nemlig sammen i alvorlig grad, da PSV chokerede den formsvage klub med en 4-1 sejr på Anfield i Champions League-regi.

Arne Slot og kompagni har altså indkasseret hele 10 scoringer i deres seneste tre opgør. I samme moment er det kun blevet til én scoring fra en af de få Liverpool-lyspunkter i form af Dominik Szoboszlai.

Lad os blot hive de skinbarlige statistikker frem i lyset, der skriger til himlen.

Det er blevet til sølle tre sejre i traditionsklubbens seneste 12 kampe fordelt over alle turneringer, mens de har fået bøllebank tre gange i rap.

Det er ikke sket i mere end 70 år, at The Reds har haft en så kritisabel formkurve.

Først blev de udspillet af Manchester City på Etihad med 3-0 før landskampspausen, som sådan set kom på et belejligt tidpunkt.

Alligevel vendte Merseyside-klubbens stjerner tilbage efter respektive landsholdstjenester uden fornyet tro på tingene.

Således lammetævede Nottingham Forest dem på eget græstæppe med 3-0. Onsdag aften kom det omtalte voldsomme nederlag til den hollandske storklub.

I samme tid er de faldet ned på en 11. plads i den bedste engelske række. Her er der nu hele 11 point op til Premier League-duksene fra Arsenal.

Dermed ligner det i den grad, at løbet er kørt i forhold til at forsvare mesterskabet.

De skuffende resultater har ført til planlægningen af et regulært krisemøde.

Det berettede Indykaila News sent onsdag aften, hvor de skrev, at Michael Edwards (CEO i Fenway Sports Group) og sportsdirektøren Richard Hughes vil deltage.

Nu er spørgsmålet så, hvorvidt han fortsætter som chauffør på den havarerede Liverpool-bus?

Foto: Jason Cairnduff/Reuters/Ritzau Scanpix

Ekspert er sikker: Det slutter her for Arne Slot

Tidligere på måneden kom det endvidere frem, at en fyring vil koste i underkanten af 100 millioner, men med henblik på det markante transferforbrug på 3,9 milliarder i sommer, er det et peanuts-beløb.

Viaplay-eksperten Allan Kuhn var heller ikke ét sekund i tvivl onsdag aften, da fyringssnakken tog fart.

Under TV-kommenteringen af Champions League-kampen konstaterede dansken tørt, at nederlaget var dråben for Arne Slot.

Den tidligere AaB-skikkelse fortalte slet og ret, at han ikke vil overleve den opsigtvækkende deroute, som klubben er i gang med.

Før den eklatante skuffelse mod PSV meddelte den tidligere Liverpool-stjerne Dietmar Hamann også, at cheftræner Arne Slot var i store problemer.

En fyring kunne således være på vej, hvis ikke resultaterne flaskede sig per omgående.

– Jeg tror ikke nogen vil se ham forlade klubben på grund af det, han gjorde i sidste sæson. Men den nuværende formkurve er meget dårlig. De næste to kampe bliver afgørende, lød det fra Hamann til talkSPORT.

Nu har han så fået kniven for struben med kollapset mod PSV, der var første bump på ruten.

Efterfølgende lød det på følgende facon fra den fyringstruede træner.

– Nej, jeg er ikke bekymret (for mit job, red.). Mit fokus er på andre ting end at bekymre mig om min egen position. Jeg skal gøre det bedre, fortalte Slot ifølge NBC Sports

Næste kamp mod West Ham i weekenden kan blive en decideret skæbnekamp.

Ender det med et nederlag på London Stadium, så kommer der – ifølge undertegnede – en fyreseddel i hollænderens dueslag.

Liverpool-ikonet Jamie Carragher mener dog ikke, at den klub, som han har store aktier i, skal træffe drastiske beslutninger.

– Liverpool er ikke den slags klub, der fyrer folk impulsivt. De er anderledes end næsten alle andre klubber i europæisk fodbold: her er cheftræneren kongen – og trænerne får tid, pointerer han ifølge Sky Sports.

Det er det rene ragnarok for Arne Slot og Liverpool i skrivende stund. Den hollandske cheftræner er i chok over klubbens tilstand.
Det er det rene ragnarok for Arne Slot og Liverpool i skrivende stund. Den hollandske cheftræner er i chok over klubbens tilstand. Foto: Adam Vaughan/EPA/Ritzau Scanpix

Hvem kan overtage styrepinden i Liverpool?

Ifølge GiveMeSport er der flere prominente trænernavne på listen, der kan rykke til klubben fra Beatles-byen.

Her finder vi blandt andre Andoni Iraola fra Bournemouth, Oliver Glasner fra Crystal Palace, den tyske landstræner Julian Nagelsmann og Xabi Alonso i Real Madrid.

Den største favorit af alle ifølge ovenstående medie er dog en gammel kending. Det drejer sig om succestræneren Jürgen Klopp.

Tyskeren med det colgategodkendte smil er bookmakernes topkandidat til at vende retur til klubben, som han tidligere stod i spidsen for igennem ni år.

Hollænderens nuværende kontrakt løber desuden frem til 2027 med en årlig løn på 56 millioner kroner.

Det er dog langt fra sikkert, at Arne Slot får lov til at fortsætte så længe i den engelske storklub. 

Liverpool-stjerne raser: Vi står i lort til halsen.

Seneste nyt

Annonce
Annonce