Danmark kan misse VM-slutrunden
Danmark kan potentielt ende med at stå i en situation, hvor VM-slutrunden næste sommer bliver uden rød/hvid deltagelse.
Det er status her dagen efter det særdeles skuffende resultat mod Belarus i Parken. 2-2 blev det mod de undertippede gæster.
En sejr ville de facto have sendt Danmark til VM-slutrunden i USA, Mexico og Canada næste sommer.
For Skotland tabte samtidig til Grækenland, og dermed ville en sejr have sendt det danske landshold tre point foran skotterne.
Danmark og Skotland mødes tirsdag aften, og her kunne det danske landshold så have levet med en nederlag – hvis det ikke havde været med mindst fem mål.
Nu er situationen pludselig noget anderledes på grund af lørdagens resultat i Parken.
Danmark kan misse VM
Hvis Skotland vinder tirsdagens opgør, vil de booke en direkte billet til VM-slutrunden næste sommer, mens Brian Riemers mandskab bliver nummer to.
En andenplads i gruppen betyder, at der venter afgørende playoff-kampe til foråret, og her kan modstanden blive hård.
Den situation kunne have været undgået med en sejr mod Belarus, og derfor rystede det også TV 2-ekspert Lars Jacobsen, at det ikke blev til tre point der.
– På de to mål, Belarus laver, sejler vi simpelthen rundt. Det er lidt uforklarligt, må jeg sige. Det ryster mig, at vi kan falde så lavt i de fem minutter. Det koster os jo potentielt en VM-kvalifikation, sagde han i studiet lørdag aften.




















