Rasmus Højlund trækker internationale overskrifter
Det er ikke hver dag, at Rasmus Højlund eller en anden dansk fodboldspiller er på forsiden af en udenlandsk avis, men det er tilfældet i dag.
For Napoli-avisen Il Mattino har smækket den danske landsholdsspiller på forsiden af dagens papirudgave, og det er der en særlig grund til.
Avisen bringer således en historie om, hvordan der var kærlighed ved første blik mellem Rasmus Højlund og Napoli.
Rasmus Højlunds far, Anders, har givet et interview til et andet italiensk medie, hvor han fortæller om angriberens første tid i klubben.
– Min søn er vild med byen. Vi har altid været ved hans side og støttet ham fra første øjeblik. Han er en kærlig og meget ambitiøs fyr.
– Jeg har allerede været på stadion for at se to kampe, og jeg nød dem begge. Jeg kan ikke vente på flere store oplevelser, siger Anders Højlund.

Rasmus Højlund er tilbage
Efter en mindre skade er den 22-årige frontløber kommet tilbage på grønsværen, og det er et stort boost for Napoli.
Han har nemlig været en umiddelbar gevinst for den italienske mesterklub, hvorfor lejeaftalen også har været en succeshistorie indtil videre.
De seneste meldinger går således også på, at Napoli vil gøre brug af sin købsoption og købe ham fri af kontrakten med Manchester United meget snart.
Jürgen Klopp spøger i Liverpool
Den tyske trænerlegende Jürgen Klopp er begyndt at spøge i kulisserne hos Liverpool, og det har han selv givet en grund til.
Den engelske mesterklub har tabt seks af de seneste syv kampe, og Arne Slot er kommet under stort pres i de engelske medier.
Hollænderen er bookmakernes næststørste favorit til at blive fyret som den næste træner i Premier League lige nu, og hvem skal så tage over?
Her er der flere og flere, der er begyndt at nævne Jürgen Klopp som en mulighed, og for bare et par uger siden virkede det slet ikke realistisk.
Men nu er der sket en udvikling, der har betydet, at det måske ikke er en umulighed alligevel, og det har tyskeren selv en stor andel i.
Jürgen Klopp åbner døren for Liverpool-comeback
Han har nemlig givet et opsigtsvækkende interview til podcasten Diary of a CEO, hvor han har åbnet muligheden for at vende retur til Liverpool.
– Jeg sagde engang, at jeg aldrig ville træne i England igen. Men hvis det er Liverpool, der ringer, så er det teoretisk set muligt, lød det fra tyskeren.

Han nåede at stå i spidsen for den engelske storklub fra 2015 til 2024, og han var blandt andet med til at vinde Champions League og Premier League.
Samtidig fik han etableret Liverpool som et af de bedste mandskaber i engelsk og europæisk fodbold, og han vil blive husket som en af de bedste trænere i klubbens historie.
Nu vil tiden vise, hvorvidt han ender med at lave et opsigtsvækkende comeback, hvis Arne Slot bliver afskediget.
















