Philip Billing skifter klub - her er detaljerne
Den danske midtbanespiller Philip Billing er tæt på et opsigtsvækkende skifte fra Premier League-klubben Bournemouth til FC Midtjylland i Superligaen.
Selvom skiftet endnu ikke er officielt bekræftet, forlyder det, at en aftale mellem klubberne er på plads.
Overgangssummen for den 29-årige dansker forventes at ligge på cirka 43 millioner kroner. Sådan lyder meldingen fra både Fabrizio Romano og Sky Sports-værten Mark McAdam.
Dette vil gøre den Esbjerg-fødte spiller til én af de dyreste spillere, der nogensinde er blevet hentet til den danske liga.
Skiftet kommer efter en sæson, hvor Philip Billing røg ud af holdet hos Bournemouth og blev udlejet til Napoli, hvor han endte med at vinde mesterskabet.
The Cherries ser en fordel i at spare på hans høje løn, mens de samtidig kan tjene en skilling ved et sommersalg.
I FC Midtjylland får Philip Billing angiveligt en årsløn på 15 millioner kroner, hvilket gør ham til Superligaens næstbedst betalte spiller, kun overgået af Mohamed Elyounoussi fra F.C. København.
Kontraktlængden vil ifølge netmediet Bold være på fem år – altså frem til sommeren 2030.
For midtbanespilleren handler skiftet om at genfinde spilleglæden og øge sine chancer for at komme tilbage på det danske landshold.
Senere i dag vil den danske landstræner i form af Brian Riemer sætte navne på de spillere, der skal være en del af de to kommende VM-kvalifikationskampe mod Grækenland og Skotland.
Der er fuld gang i sommerens transfervindue – herunder kan du få hele overblikket:
FØLG TRANSFER LIVE



