EKSKLUSIVT: Agent ikke overrasket over Liverpool-rygter
Brendan Rodgers har udmeldt, at man er på udkig efter en ny keeper, der skal give Simon Mignolet konkurrence.
Dermed er Merseyside-klubben i den seneste tid blevet kædet sammen med flere transferemner på målmandsposten, heriblandt Sergio Romero fra Sampdoria og Neto fra Fiorentina.
Seneste skud på stammen er den australske keeper Mathew Ryan, der til daglig spiller i belgiske Club Brügge. Her har han blot lukket 21 mål ind i indeværende sæson, hvilket er det laveste i ligaen, og for nylig blev han også kåret til den bedste keeper i Jupiler League for andet år træk.
Med de flotte præstationer er Mikkel Beck, der er agent for 22-årige Mathew Ryan, ikke overrasket over, at han bliver sat i forbindelse med Liverpool.
– Mathew har vist sig på et rigtigt højt niveau de seneste 12-18 måneder. Derfor kommer det ikke som nogen overraskelse at læse i medierne, at han bliver sat i forbindelse med en historisk klub som Liverpool, udtaler Mikkel Beck til PLbold.dk.
Han fortæller dog, at han ikke har været i kontakt med Liverpool og kan ikke umiddelbart se Mathew Ryan skifte i dette transfervindue.
– Jeg har ikke hørt noget fra Liverpool. Mathew har gang i en fantastisk sæson med Club Brügge. De ligger nummer et med fire point ned til nummer to. Et mesterskab vil betyde Champions League i næste sæson, og det kunne også være meget spændende for Mathew, slutter Mikkel Beck.
Mathew Ryan er i øjeblikket til Asian Cup med det australske landshold, som også bliver afholdt i Australien. Her skal man møde Iran, Japan og Usbekistan i gruppespillet.