- Henry måske uegnet som manager
Forhenværende Arsenal-kaptajn, Tony Adams, advarer Thierry Henry og siger, at franskmanden måske ikke egner sig som manager.
Thierry Henry selv har ellers hintet mod, at han gerne ville være manager flere gange og gjorde det senest, da han annoncenrede sit karrierestop, men hans gamle holdkammerat råder ham til at overveje sine valg fremadrettet meget grundigt.
– Bare fordi, han var en af de bedste spillere i spillet nogensinde, så betyder det ikke, at han kommer til at blive en god træner eller manager, siger Tony Adams til Goal.com
– Thierry er en god mand, men han er ikke engang begyndt indenfor trænerfaget endnu.
– Jeg var med José Mourinho i Inter, og han sagde til mig, at jeg var 10 eller 20 år bagud. Da jeg var i gang med at vinde trofæer i Arsenal, var han ved at lære, hvordan man bliver træner.
Adams arbejder i dag som rådgiver for den azerbaijanske klub FK Gabala, sideløbende med, at han er ambassadør for 2015 udgaven af European Games der holdes i Azerbaijans hovedstad Baku. Den gamle Arsenal-kæmpe forholder sig også til en af sine andre gamle holdkammeraters muligheder som manager, nemlig Dennis Bergkamp. Adams forholder sig her til nogle helt andre parametre.
– Hvad der kommer i vejen for Dennis vil være hans flyskræk. Det vil blive svært for ham at nå højere op, når han er sikker på, at han aldrig vil sætte sig på et fly igen.