Liverpool scorer stor profit på Luis Diaz
Liverpool har onsdag formiddag annonceret, at klubben har solgt Luis Diaz til den tyske storklub Bayern München.
Hos Bundesliga-mestrene har colombianeren skrevet under på en fireårig kontrakt, og han skal lukke hullet efter Leroy Sané, som er taget til Galatasaray.
Han nåede at tilbringe tre et halvt år i Liverpool, der købte ham i januar 2022 hos portugisiske FC Porto.
Merseyside-klubben betalte i alt 371 millioner kroner for at købe ham i Porto, og han spillede i alt 148 kampe for klubben med 41 scoringer og 23 assists til følge.
Nu scorer den engelske mesterklub så en ganske stor profit på Luis Diaz, selvom han blot har to år tilbage af sin kontrakt.
Bayern München har nemlig betalt 560 millioner kroner for landsholdsspilleren fra Colombia. Det skriver The Athletic.

Det betyder, at Liverpool samlet set tjener 189 millioner kroner for offensivspilleren, som selv ønskede at komme videre denne sommer.
Med pengene fra salget af Luis Diaz er der nu også flere penge i klubkassen, som skal bruges på at få købt Alexander Isak.
Arne Slots mandskab har allerede brugt mere end to milliarder kroner på nye spillere i løbet af dette transfervindue.
Transfervinduet er åbent – følg med i alle klubskifter og rygter lige her.
Her er alle sommerens transfers i Premier League.

















