Officielt: Sælger kvindehold til søsterselskab
Endnu en Premier League-klub har nu gjort brug af den økonomiske manøvre, der hedder at sælge sit kvindehold til et søsterselskab.
Chelsea var den første klub til at gøre det for at kunne leve op til de økonomiske krav i Premier League.
Indtægterne fra salget af The Blues’ kvindehold var således med til at sikre, at klubben overholdt reglerne – for manøvren blev nemlig godkendt af Premier League.
Tidligere på sommeren fulgte Aston Villa så trop og gjorde det samme, da klubben lå lige på grænsen i forhold til en overtrædelse af reglerne.
Nu kan The Times så bekræfte, at en tredje Premier League-klub har gjort det samme i form af Everton.
Avisen har kigget i de officielle papirer, der viser, at Everton Football Club Women Ltd er blevet solgt til et selskab kaldet Roundhouse Capital Holdings, som er ejet af Everton-ejeren Dan Friedkin.
Roundhouse Capital Holdings er således det selskab, som den amerikanske forretningsmand sidste år i december brugte til at købe klubbens herrehold.
Ifølge The Times siger Everton selv, at salget af kvindeholdet betyder, at det er nemmere at tiltrække investeringer fra USA.
Klubben vedkender dog også, at det hjælper det økonomiske regnskab på vej for denne sæson.
Transfervinduet er åbent – følg med i alle klubskifter og rygter lige her.
Her er alle sommerens transfers i Premier League.


















