Christian Nørgaard skaber store overskrifter
Christian Nørgaard debuterede onsdag i startopstillingen, da Arsenal mødte AC Milan i en testkamp.
Optakten til den kommende sæson er ikke det mest vigtige i verden, men ikke desto mindre er det en oplagt mulighed for fans at se, hvordan de nye spillere bærer sig ad.
Christian Nørgaard er som bekendt skiftet til Arsenal fra Brentford tidligere på sommeren for små 130 millioner kroner.
Han blev den tredje spiller, der skiftede til Arsenal denne sommer, efter at klubben havde hentet Kepa Arrizabalaga og Martin Zubimendi inden da.
Danskeren var den første af de nævnte spillere til at debutere for The Gunners, og det klarede han ganske fornemt.
Den 31-årige dansker var i startopstillingen at finde på den centrale midtbane, hvor han dannede et stærkt makkerpar med Declan Rice.
Af 32 forsøgte afleveringer ramte han plet med de 28, hvilket kaster en afleveringsnøjagtighed på 88 procent af sig.
I alt blev det til 36 berøringer, ligesom han tilbageerobrede bolden fem gange undervejs i opgøret.
I pausen blev han skiftet ud som en del af den store planlagte udskiftningsrunde, som Mikel Arteta foretog, men der er helt sikkert mere spilletid i vente for danskeren under turen til Asien, som klubben netop nu er i gang med.
På det sociale medie X blev den fornemme præstation fra Christian Nørgaard bemærket. En bruger skriver således ganske klart:
– Nørgaard er god.
En anden er hurtig til at konstatere, at Arsenal allerede har ramt plet med købet af den tidligere Brentford-stjerne.
– Indtil videre ser det ud til, at Nørgaard er en god signing.
En tredje skriver:
– Nørgaard, endnu en intelligent spiller, som forstår, hvad der kræves af ham. Det er godt at se. Kan blive et markant plus.
Arsenal vandt i øvrigt testkampen med 1-0, hvor Bukayo Saka scorede det afgørende mål.
Andetsteds forlyder det, at Morten Hjulmand har sagt ja til et stort skifte. Læs mere her.


















