Højlund forlader United på én betingelse
Rasmus Højlund vil rigtig gerne blive i Manchester United, hvor han har tilbragt de seneste to sæsoner uden den store succes.
Den danske landsholdsspiller har altid drømt om at kunne tørne ud for den engelske storklub, som han har været fan af gennem mange år.
Indtil videre har han dog ikke formået at slå til og leve op til de forventninger, som klubben havde til ham, da der blev betalt mere end 550 millioner kroner for at købe ham i Atalanta.
Målene har været for få, og de generelle præstationer i angrebet har været for dårlige fra danskerens side.
Derfor er han også blevet rygtet væk fra klubben, som samtidig arbejder på at hente en ny frontløber forud for den kommende sæson.
Men det er ikke sådan lige at komme af med Rasmus Højlund, som rigtig gerne vil blive i klubben.
– Højlund ønsker at blive i Manchester United, hvor han vil kæmpe for sin plads og gøre sit bedste for klubben, siger Fabrizio Romano.
Transferjournalisten kan dog samtidig berette, at danskeren vil forlade klubben på én betingelse.
Det kan kun blive en mulighed, hvis klubbens ledelse fortæller ham, at man ikke stoler på ham, og at han skal finde sig en ny arbejdsgiver.
Hvis det sker, vil den danske angriber selvfølgelig overveje sine muligheder for at finde en ny klub at spille for.
Indtil videre lader det dog ikke til at have været tilfældet.
Transfervinduet er åbent – følg med i alle klubskifter og rygter lige her.
Her er alle sommerens transfers i Premier League.



















