3,4 milliarder: Liverpool klar til to store signings efter Ekitike
Liverpool har allerede været aldeles aktive på transfermarkedet denne sommer.
Klubben er på nippet til at kunne præsentere Hugo Ekitike fra Eintracht Frankfurt, og i en ny melding lyder det, at forbruget kan nå op på svimlende 3,4 milliarder kroner med yderligere to signings.
Den franske angriber Ekitike gør sig i øjeblikket klar til sit lægetjek på Merseyside, som vil foregå tirsdag, efter at han tidligere mandag ankom til England.
Omtrent 680 millioner kroner lander overgangssummen på, hvis samtlige bonusser i aftalen aktiveres, og det vil føre til, at Ekitike bliver det tredje dyreste køb i klubbens historie.
I forvejen har klubben tilføjet Florian Wirtz, Jeremie Frimpong, Milos Kerkez og Armin Pecsi til truppen.
Og når aftalen med Ekitike er på plads, vil klubben gøre op for, at man nærmest ikke brugte penge på nye spillere i Arne Slots debutsæson, rapporterer Liverpool Echo.
Midtstopperen Marc Guehi fra Crystal Palace er udpeget til at skulle afløse Ibrahima Konaté, som er på blokken hos Real Madrid. The Eagles forlanger i omegnen af 345 millioner kroner for den engelske landsholdsstjerne, der har mindre end et år tilbage af sin kontrakt med klubben fra Selhurst Park.
Palace kan dog presse prisen yderligere op grundet interesse fra Tottenham og det faktum, at Chelsea skal have 20 procent af beløbet ved et salg.
En anden spiller, som meldes på vej til Liverpool, er Real Madrids Rodrygo. Brasilianeren menes at koste i omegnen af 575 millioner kroner, men stigende interesse kan banke prisen i vejret.
Ifølge Liverpool Echo vil det samlede forbrug nå op på 3,4 milliarder kroner, såfremt de tre potentielle handler bliver en kendsgerning. Heraf er Ekitike-handlen dén, som er absolut tættest på.
Der kan imidlertid også blive tilført en god håndfuld penge til klubben, hvor stjerner som Konaté, Darwin Núñez og Luis Diaz alle sættes i forbindelse med exit.
Núñez kan få det svært i den kommende sæson, hvis han vælger at fortsætte i Liverpool. Ekitike bliver nemlig hentet ind for at stjæle netop hans plads. Derfor virker det også usandsynligt, at uruguayaneren skulle fortsætte sin karriere på Anfield.
Hemmeligt bud chokerede United: Ville kapre Mbeumo i 11. time









