Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Vingegaards løn vækker opsigt og chokerer Bjarne Riis

Af Emil Plovgaard
16.07.2025 Kl. 17:06

Jonas Vingegaard har vundet Tour de France to gange – men lønnen matcher ikke succesen.

Selvom han kun står med én Tour de France-sejr færre end rivalen Tadej Pogacar, halter Jonas Vingegaard langt bagefter, når det gælder lønningsposen.

Ifølge det italienske medie Calcio Finanza tjener den danske cykelstjerne omkring 4 millioner euro om året – svarende til knap 30 millioner kroner. Pogacar? Hele 8,3 millioner euro. Det er over dobbelt så meget.

Det vækker undren hos den tidligere Tour-vinder og nuværende B.T.-ekspert Bjarne Riis.

– Det er i underkanten, synes jeg. Som dobbelt Tour de France-vinder burde han tjene noget mere, siger Riis og tilføjer, at Vingegaards løn er lav – ikke bare i forhold til Pogacar, men også til, hvad man ser i andre sportsgrene.

Jonas Vingegaard er kaptajn hos Visma-Lease a Bike og en af feltets absolut største profiler. Alligevel ligger han ifølge listen fra Calcio Finanza blot nummer fire over de bedst betalte ryttere.

Jonas Vingegaard er underbetalt – men er ikke den eneste

Bjarne Riis mener dog ikke, det kun er Vingegaard, der er underbetalt:

– Pogacar tjener mange penge, men det er stadig langt fra, hvad andre sportsstjerner i eksempelvis fodbold får.

Samtalen om løn i cykelsporten er for alvor blusset op under dette års Tour – og med stjerner som Vingegaard i topform og i verdensklasse, kan spørgsmålet om ligeløn i sporten blive sværere at ignorere fremover.

Til sammenligning tjente Christian Eriksen indtil for nylig 68 millioner kroner om året i sin kontrakt med Manchester United.

I fodboldverdenen er der helt andre beløb i spil. Bryan Mbeumo sælges for 603 millioner.

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce