BREAKING: Thomas Partey sigtet for voldtægt
Den tidligere Arsenal-stjerne Thomas Partey er blevet sigtet for fem tilfælde af voldtægt.
Det skriver flere engelske medier, herunder Sky News.
Han er desuden også sigtet for et tilfælde af et seksuelt overgreb.
Handlingerne menes at have fundet sted i perioden fra 2021 til 2022.
Han skal i retten tirsdag den 5. august.
Thomas Partey er ikke længere tilknyttet Arsenal, da hans kontrakt med The Gunners udløb den 30. juni.
Den ghanesiske landsholdsspiller var at finde på Emirates Stadium i fem år efter sit skifte fra Atlético Madrid i oktober 2020.
Han har tidligere været meldt højt på flere europæiske storklubbers ønskelister, men interessen falmer med stor sandsynlighed efter denne nyhed.
Samtidig rejses der kritik af, at Arsenal er blevet ved med at benytte sig af Thomas Partey, selvom klubben har været informeret om sagen, skriver The Telegraph.
Allerede for tre år siden – i juli 2022 – kendte The Telegraph til sagen, men dengang var han ikke endnu blevet sigtet og derfor måtte avisen ikke bringe hans navn.
Jaswant Narwal, der repræsenterer den britiske anklagemyndighed, fortæller følgende til The Telegraph:
– Anklagemyndigheden har i dag rejst sigtelse mod Thomas Partey for flere tilfælde af voldtægt, efter at man nænsomt har analyseret en række beviser.
– Vores anklagere har arbejdet tæt sammen med flere betjente fra The Metropolitan Police, som har stået for efterforskningen, i forhold til at kigge på beviser og vejlede i forhold til passende sigtelser.
– Vi vil gerne minde alle om, at den juridiske proces nu er i gang, og at sigtede har ret til en fair rettergang.
– Vi ved, at der ville stor offentlig interesse for denne meddelelse, men det er af afgørende betydning, at der ikke er nogen dækning, kommentering eller deling af informationer, som på nogen måde kan spore sagen i en bestemt retning, siger Narwal til avisen.
Andetsteds forlyder det, at Manchester United risikerer at miste stjerne til Saudi-Arabien. Læs mere her.



















