Falcao: Vil gerne blive, men..
Manchester United troede, at man havde foretaget et regulært kup på transfervinduets sidste dag, da man hentede den colombianske bomber, Radamel Falcao, på en etårig lejeaftale med indbygget købsklausul. Men indtil videre har den tidligere Atlético- og Porto-topscorer ikke markeret sig i den røde trøje. Skader har gjort, at angriberen har haft svært ved at etablere sig i det stærkt besatte angreb, der også tæller Wayne Rooney og Robin van Persie, samt den talentfulde englænder, James Wilson.
Trods sine skader håber Falcao, at United vil udnytte sin købsoption på £43,5 millioner. Landsholdsspillerens fremtid på Old Trafford afhænger dog af den mængde spilletid, han får gennem resten af sæsonen.
– Jeg er virkelig glad for at være i denne by og i denne klub, og jeg nyder det rigtig meget. Jeg vil rigtig gerne blive. Fra mit synspunkt, skal jeg dog analysere på situationen. Jeg skal se, om jeg kommer til at spille mere, og jeg skal se, hvilken beslutningen klubben tager, siger Falcao ifølge Fifa.com.
Falcao er ikke startet inde, siden han scorede sit eneste mål i United-trøjen mod Everton den 5. oktober. En lægskade har holdt ham ude i en måned, men siden han er blevet klar, er det kun blevet til tre korte indhop fra bænken. Senest fik han 12 minutter mod Liverpool i weekendens 3-0 sejr.
Colombianeren, som kostede £52 millioner, da han skiftede til Monaco sidste sommer, indrømmer, at han ville foretrække at spille mere, men han siger samtidig også, at han er villig til at have tålmodighed.
– Enhver fodboldspiller vil spille mere. Ingen er glade, når de ikke spiller eller sidder på bænken, men hver gang, jeg får chancen, uanset om det er 10, 20 eller 90 minutter, giver jeg mit bedste. Jeg er klar i det øjeblik, holdet har brug for mig. Lige så snart jeg har muligheden for at vise mig frem for manageren, forsøger jeg at gøre mit ypperste for at hjælpe holdet.