Ikke kun Lyon: Endnu en storklub tvangsnedrykket
Det franske fodboldlandskab rystede i går, da Olympique Lyon blev tvangsnedrykket – men chokbølgerne stopper ikke dér.
Nu er endnu en tidligere Ligue 1-klub blevet offer for en brutal tvangsnedrykning.
Nîmes Olympique, som senest spillede i den bedste franske række i sæsonen 2020/21, står nu over for et historisk kollaps.
Klubben, der i forvejen var rykket ned til fjerde niveau – Championnat National 2 – er blevet yderligere degraderet til den sjettebedste række: Régional 1, en ren amatørdivision. Det skriver One Football.
DNCG, der er det franske tilsyn for fodboldklubbernes økonomi, har truffet den drastiske beslutning på baggrund af Nîmes’ økonomiske situation, der er blevet vurderet som uholdbar.
Dermed føjer Nîmes sig til en voksende liste af hæderkronede franske klubber, der på grund af økonomiske problemer er styrtdykket gennem systemet.
Bordeaux og Sochaux har i de senere år lidt samme skæbne.
Samtidig med at Lyon – med syv Ligue 1-titler i dette årtusinde – nu også befinder sig i frit fald, tegner der sig et mørkt billede af de økonomiske realiteter i fransk klubfodbold.


















