Stor skandale: Premier League-klub risikerer udelukkelse
En skandalesag er måske i vente for en Premier League-klub, der risikerer at blive udelukket fra en sjælden europæisk deltagelse i næste sæson.
Sådan lyder meldingen fra flere internationale medier, herunder The Times.
Det drejer sig om Crystal Palace, der på historisk vis vandt FA Cup-trofæet for næsen af Manchester City i maj.
Sejren på Wembley, der var det første trofæ i London-klubbens mangeårige historie, betyder nemlig, at de er kvalificeret til at deltage i Europa League efter sommerferien.
Men tøv en kende, der er nemlig et markant problem, som hænger som en tung sky over Selhurst Park.
Kan ende med håret i postkassen
Det vedrører Premier League-klubbens ejersituation.
John Textor har indtil for ganske nyligt ejet 42,9 procent i den engelske klub, og det har været et problem, idet rigmanden også ejer franske Lyon.
Ligue 1-klubben sikrede sig en europæisk billet gennem deres slutplacering, hvorfor de på papiret skulle deltage i Europas næstfineste turnering efter sommerpausen. På lige fod med Crystal Palace.
Det er dog ikke muligt, at klubberne, der har den samme ejer, kan spille i den samme turnering.
Derfor var det held i uheld, at den franske storklub nu er blevet tvangsnedrykket til den næstbedste række i Frankrig. Den nyhed ramte medierne tirsdag aften.
Lyon havde massive økonomiske problemer, som udover nedrykningen nu får fatale konsekvenser for den europæiske deltagelse. Den billet bliver nemlig makuleret for bestandig.
Så ville man måske tro, at Palace kunne ånde lettet op, men ifølge The Times kan der være bøvl med den dato, hvor skiftet i ejersituationen er blevet oplyst.
UEFAs regler for ejerskab af flere klubber (MCO) fastslår nemlig:
– For at sikre integriteten af UEFA’s klubkonkurrencer skal klubben kunne bevise, at kriterierne for ejerskab af flere klubber var opfyldt pr. 1. marts 2025, og klubben skal fortsat overholde kriterierne fra denne dato og indtil slutningen af sæsonen.
John Textor har altså potentielt handlet fire måneder for sent, hvilket nu kan skabe grobund for massiv bekymring i den euforiske London-klub.
Hvem er den nye ejer i Crystal Palace?
The Eagles har fået en markant skikkelse i ejerkredsen.
Det drejer sig om den amerikanske milliardær Woody Johnson, som har købt John Textors ejerandele i Crystal Palace. Derfor overtager Chelsea-tilhængeren og Donald Trump-supporteren nu en stor del af ejerandelen.
Det bliver dog ikke ligefrem nogen nem mission for Premier League-klubben fremadrettet, der fortsat kan risikere udelukkelse fra Europa League.
En eventuel degradering til Conference League, der langt fra er lige så lukrativt, er nu en reel risiko for Oliver Glasners mandskab.
Der går meldinger om, at en endelig dom falder denne fredag.
Samtidigt er det kommet frem, at Christian Nørgaard skifter klub.
Der er fuld gang i transfervinduet – herunder kan du få hele overblikket:
FØLG TRANSFER LIVE LIGE HER
















