Prisen for Victor Froholdt er hemmelig
Victor Froholdt er rigtig dyr, men hvor meget koster han egentlig? Det er noget, som FC København holder hemmeligt.
Den danske landsholdsspiller har spillet et fantastisk forår for den danske mesterklub, og det har ført til stor interesse.
FC København har sågar også bekræftet, at klubben har modtaget bud på midtbanespilleren fra en tysk klub, som formodes at være Eintracht Frankfurt.
Meldingerne i medierne er gået på, at buddet har lydt på omkring 120 millioner kroner, men det er blevet afvist af Superliga-klubben, der kræver en højere pris.
Men hvor meget skal Victor Froholdt så koste? Det er et spørgsmål, som TV 2 har stillet til klubbens sportsdirektør Sune Smith-Nielsen.
– Det kommer jeg ikke til at sige. Victor har haft en fantastisk sæson, og han har været meget afgørende for os.
– Han er en af vores egne, så det er indtil videre en kæmpe succeshistorie, og vi glæder os til endnu en periode med Victor, siger han.
Den 19-årige dansker har fortsat kontrakt med FC København til sommeren 2028, og derfor er det intet hastværk med at få ham solgt.
I den kommende sæson kan han desuden komme til at spille Champions League for FC København, der skal spille kvalifikation for at komme med i hovedturneringen.
Transfervinduet er åbent – følg med i alle klubskifter og rygter lige her.
Her er alle sommerens transfers i Premier League.


















