Danmark i kæmpe kollaps mod Frankrig
Danmark har været flyvende til U21 EM-slutrunden i Slovakiet denne sommer.
Søndag aften ventede kvartfinaleopgøret mod Frankrig, som var udråbt til de klare favoritter inden startfløjtet.
Steffen Højers unge tropper ville det dog anderledes på Štadión 1. FC Tatran i byen Prešov, da de efter 18 minutter sparkede sig i front på mål af Clement Bischoff.
Brøndby IF-stjernen, der er kædet sammen med et vildt sommerskifte, tæskede bolden ind i nettet til en sensationel dansk føring, hvor danskeren straffede en fransk fadæse i forsvaret.
Kort før scoringen til 1-0 havde Brøndby-kollegaen Noah Nartey et skud på overliggeren.
Franskmændene havde bestemt deres tilbud i første halvleg, hvor en stærk defensiv fik afværget flere farlige sekvenser.
Andreas Jungdal måtte ligeledes levere et par gode redninger for at holde franskmændene fra en udlignende scoring, men efter 44 minutter sked krikken for Danmark.
Rennes-stortalentet Djaoui Cisse driblede sig alt for nemt igennem de defensive geledder – og lagde den kontrollet ind i rusen til pausestillingen 1-1.
I starten af 2. halvleg var FCM-profilen Oliver Sørensen på pletten for Danmark, da franskmændene igen stod bag et sandt forsvarskoks. Det opsnappede midtbanemotoren inde i det lille målfelt, hvorefter bolden nemt og enkelt kunne prikkes ind til 2-1.
Frankrig fik igen udlignet, da Mathys Tel fra Spurs stangede den ind til 2-2…..
Men det blev underkendt for offside til stor lettelse for de svineheldige danskere.
Med under ti minutter igen gik det så galt, da Quentin Merlin bragede den ind med et mesterligt drømmeskud. Blot minutter efter fik Mathys Tel så sin revanche, da han elegant sendte kuglen ind bag en chanceløs Andreas Jungdal.
På trods af et markant kollaps var sejren til Les Bleus ingenlunde ufortjent.
I semifinalen skal Frankrig krydse klinger med vinderen af opgøret mellem Tyskland og Italiens U21-mandskaber.
Der er fuld gang i transfervinduet – herunder kan du få hele overblikket:
FØLG TRANSFER LIVE LIGE HER



















