Patrick Dorgu reagerer på kritik
Den danske landsholdsspiller Patrick Dorgu har nu forholdt sig til den kritik, der har været af ham i løbet af det seneste halve år.
I januar blev han hentet til Manchester United for op mod 260 millioner kroner, og det betød også, at der fulgte visse forventninger med.
Danskeren har fået masser af spilletid for Rúben Amorims mandskab, men præstationerne har ikke været prangende.
Undervejs ragede han et rødt kort til sig for en hensynsløs tackling, som han fik kritik for. Han er også blevet kritiseret for ikke at være dygtig nok i sit defensive arbejde.
Nu har han reageret på kritikken og den første tid i den engelske storklub, hvor han har skulle vænne sig til flere nye ting.
Tillid fra Amorim
– Det har været hårdt og udfordrende, men jeg er glad for, at jeg har spillet en masse. Jeg tror, at træneren stoler på mig, og jeg forsøger at hjælpe holdet, så jeg er bare glad for at være på banen og forsøger at gøre mit bedste.
– Det er lidt anderledes i forhold til min tidligere klub, hvor jeg dog også var offensiv. Jeg har bare brug for at vænne mig til spillerne, og hvordan de bevæger sig på banen.
– Det er selvfølgelig anderledes, fordi fanbasen er så massiv. Der er mange mennesker, der taler. Alle taler om United.

– Det er svært for unge spillere, men jeg tror, at alle med den rette mentalitet kan håndtere det, og det handler om at præstere på banen, siger Patrick Dorgu til lokalavisen Manchester Evening News.
Den 20-årige forsvarsspiller har skrevet under på en kontrakt frem til sommeren 2030, og han har derfor masser af tid til at modbevise kritikerne i og få succes i den engelske storklub.
I næste sæson forventes det også, at han kommer til at spille fast som venstre wingback for De Røde Djævle.
Transfervinduet er åbent – følg med i alle klubskifter og rygter lige her.
Her er alle sommerens transfers i Premier League.



















