Derfor bør United overveje at sælge Fernandes
Manchester United bør overveje at sælge Bruno Fernandes for et gigantisk beløb i løbet af sommerens transfervindue.
Det er måske ikke en populær holdning hos fans af Manchester United, men jeg vil meget gerne forklare mit synspunkt.
Meldingerne går på, at Al-Hilal vil betale omtrent 900 millioner kroner for den portugisiske midtbanespiller, og det er ekstremt mange penge for en spiller, der fylder 31 år den 8. september.
Han er uden tvivl klubbens vigtigste og bedste spiller – med stor afstand endda, og han har båret klubben lige siden sin ankomst for mere end fem år siden.
Manchester United står lige nu et dårligere sted end nogensinde, og der venter en kæmpe genopbygning i klubben, og det kommer til at tage tid.
I næste sæson kommer klubben ikke i nærheden af at kvalificere sig til Champions League, og det er lige nu også svært at forestille sig, at det sker om både to og tre sæsoner. Så stort et arbejde venter der forude for den engelske storklub.
I de næste tre sæsoner har jeg svært ved at se Manchester United være i nærheden af de bedste hold i engelsk fodbold – og det kan endda sagtens ende med at tage endnu længere tid.
For at kunne genopbygge holdet bedst muligt, er der brug for penge, for dem har Manchester United ikke mange af lige nu. 900 millioner kroner for Bruno Fernandes ville lune på kontoen.
Det vil uden tvivl svække holdet det næste stykke tid, men på den lange bane kan det være en god investering.
For når Manchester United måske er klar til at dyste med i toppen af engelsk fodbold, vil Bruno Fernandes være 35 år og nok ikke længere på toppen.
Der er dog ikke noget, der tyder på, at det kommer til at ske. Så Manchester United-fansene behøver ikke bekymre sig om det lige nu.
Transfervinduet er åbent – følg med i alle klubskifter og rygter lige her.
















