Thomas Frank til Spurs: Her er reaktionen
Søndag kom det frem, at Brentford-chefen Thomas Frank er et varmt navn til at overtage roret i Tottenham Hotspur ifølge journalisten Sacha Tavolieri og Foot Mercato.
Den engelske storklub har haft en sæson under lavmålet i Premier League med australske Ange Postecoglou i spidsen på sidelinjen. Her sluttede Spurs således på en skuffende 17. plads i tabellen.
En triumf i Europa League-finalen med en smal sejr over Manchester United har dog for en stund reddet sæsonen i London-klubben, som dermed skal spille Champions League i næste sæson.
Ikke desto mindre går meldingerne på, at Spurs pønser på at fyre Postecoglou forud for næste sæson – og her skulle Thomas Frank nu være en topkandidat.
Der skulle efter sigende allerede have været flere samtaler mellem den danske succestræner og Spurs-lejren ifølge talkSPORT.
Thomas Frank, der har leveret fremragende resultater med Brentford og senest sikrede en placering i den bedste halvdel af ligaen, kan derfor forlade The Bees denne sommer.
Den danske cheftræner har været i klubben siden 2016 og har tidligere udtalt følgende om fremtidsplanerne.
– Jeg er jo bare et menneske, så selvfølgelig er det rart og smigrende (med rygterne om Spurs, red.). Men jeg er nødt til at fokusere på Brentford, hvor jeg er sindssygt glad for at være. Det fortæller jeg konstant til min stab og mine spillere, sagde Thomas Frank til Viaplay.
Nu bliver det spændende at se, hvem der ender med at lede The Lilywhites i den kommende sæson.
Transfervinduet er åbent – følg med i alle klubskifter og rygter lige her.
















