Exit på vej: Thomas Frank i store problemer
Brentfords danske cheftræner, Thomas Frank, siger, at det vil være umuligt at erstatte klubbens store stjerne Bryan Mbeumo, hvis han forlader klubben til sommer.
Efter 20 mål og ni assists i denne sæson understreger den danske cheftræner, at 25-årige Mbeumo kun ryger, hvis et kæmpe tilbud kommer på bordet.
– Det er klart, at hvis han skal sælges, skal det være for et flot, flot beløb. Det er meget. Mucho. Rigtig meget, slår Thomas Frank fast over for Viaplay og tilføjer:
– Så er det klart, at det er umuligt at erstatte ham en til en. Det kan ikke lade sig gøre. Der er en grund til, at han koster x antal millioner pund, og vi har ikke x antal millioner pund til at købe for, siger Thomas Frank.
Mbeumo er rygtet til Manchester United for omkring 500 millioner kroner, men også Newcastle og Liverpool siges at være interesserede.
Brentford har en af Premier Leagues mindste lønudgifter og skal have et stort transferbeløb for at kunne forstærke truppen og sikre overlevelse i ligaen.
Klubben fra det vestlige London har imidlertid tidligere vist, at den er fuldt ud i stand til at erstatte store stjerner, såsom Ivan Toney, Ollie Watkins og David Raya.
I vinteren 2024 betalte klubben 246 millioner kroner for Igor Thiago, som dermed blev den dyreste Brentford-signing nogensinde. Mon ikke, at han træder i karakter, skulle Mbeumo ryge?
Derudover er Rasmus Højlund kommet under pres hos Manchester United.



















