Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Kevin de Bruyne tager stor beslutning om fremtiden

Af Emil Plovgaard
21.05.2025 Kl. 19:13

Kevin de Bruyne har angiveligt afvist at skifte til en anden Premier League-klub og kommer derfor ikke til at spille for Liverpool til sommer, sådan som det ellers har været på tale.

Den belgiske midtbanestjerne vinkede farvel til Manchester Citys fans tirsdag aften efter sin sidste hjemmekamp for klubben.

De Bruyne har været i Manchester City siden 2015, hvor han kom til fra Wolfsburg, og han har været en afgørende skikkelse i klubbens storhedstid. 

I april blev det offentliggjort, at han ikke får forlænget sin kontrakt – en beslutning, som han selv udtrykte overraskelse over.

Efter udmeldingen opstod der straks rygter om et muligt skifte til de nykårede engelske mestre, og Mohamed Salah sendte offentligt en varm hilsen:

– Jeg vil bare sige tillykke med en fantastisk karriere. Han har gjort det fremragende i City og været god for ligaen. Jeg ønsker ham det bedste – vi har plads til ham, sagde egypteren.

Men ifølge The Telegraph har den 33-årige nu besluttet, at han ikke bliver i England. 

I stedet skulle han have indledt forhandlinger med Napoli om et skifte til Serie A.

Derudover meldes både Chicago Fire fra MLS og flere klubber fra Saudi Pro League interesserede, men De Bruyne ønskede ikke at kommentere sin fremtid i sin afskedstale efter 3-1-sejren over Bournemouth. 

Her valgte han i stedet at fokusere på sin tid i Manchester:

– Jeg ville spille med kreativitet og passion. Jeg ville nyde fodbolden, og jeg håber, at alle har nydt det med mig. Jeg har fået venner for livet, og det har været en ære at spille med dette hold, lød det fra belgieren.

Kevin de Bruyne forlader City med 14 trofæer, herunder seks Premier League-titler og Champions League-triumfen i 2023. 

Et skifte til Napoli kan danne rammerne for et spændende samarbejde med tidligere United-rival Scott McTominay. 

Klubben står til at blive italiensk mester, hvis den slår Cagliari fredag.

Andetsteds forlyder det, at Rasmus Højlund er tæt på et vildt skifte.

Seneste nyt

Annonce
Annonce