Poyet vil drage fordel af Leicesters dårlige form
Leicester City red på en bølge, efter de sikrede sig oprykning til den bedste række i England. Sæsonens første seks kampe bød bla. på to uafgjorte resultater mod Arsenal og Everton, mens man formåede at slå Manchester United med 5-3.
Siden da har der ikke været meget at skrive hjem om for Leicesters vedkommende. Et enkelt point har man hentet i de seneste seks kampe, og Gustavo Poyet og co. håber, at man kan drage fordel af den dårlige form hos Nigel Pearsons tropper.
– Det er normalt, at når man slutter en Championship-sæson godt, så vil man starte godt i den kommende sæson pga. adrenalinen og tanken om at spille i Premier League, og hvis et eller to resultater går din vej, så rider man på en bølge, sagde den tidligere Brighton-manager ifølge Sky Sports.
– Jeg tror, det er det, som skete for Leicester i begyndelsen. Alt gik godt for dem. Men man kan ikke vedligeholde adrenalinen i 25 kampe. Man kan holde den i en, to, tre, fire eller deromkring, også føler man stille og roligt, at man er et Premier League-hold, sluttede Poyet.
Kampen mellem Leicester og Sunderland spilles lørdag d. 22. november kl. 16, hvor Leicester har hjemmebanefordelen.