Rooney: Transfer har været godt for Welbeck
Mange Manchester United-fans var chokerede tidligere på året, da Louis van Gaal solgte Welbeck til Arsenal for £16 millioner. Welbeck har alle dage været United-fan, og han kom allerede til klubben som otteårig, efter at have vokset op i Longsight, som kun ligger få kilometer fra Old Trafford.
Igennem sine foreløbige 11 år i United, så Rooney den hurtige Welbeck udvikle sig fra at være ungdomsspiller til førsteholdsspiller, og United-anføreren indrømmer, at det bliver underligt at spille imod 23-årige Welbeck, når De Røde Djævle i morgen møder Arsenal på Emirates Stadium.
– Selvfølgelig, Danny har været her hele sit liv. Han er Manchester-knægt, så det er underligt at se ham der. Men sådan er fodbold nu om dage, siger Rooney til MUTV.
Welbeck startede på banen i størstedelen af Uniteds træningskampe forud for sæsonstarten, men lige så snart sæsonen begyndte, havde han mere end svært ved at komme på holdet. Louis van Gaal var især ikke tilfreds med angriberens scoringsevner.
Welbeck scorede 29 gange i 142 kampe for Manchester United, men siden sit skifte til Arsenal har han nettet 10 gange for klub- og landshold.
Rooney, der spillede ved siden af Welbeck for England mod Slovenien og Skotland i den netop overståede landskampe, mener, at det har været godt for landsholdskollegaen at forlade United.
– Jeg tror for Danny, og hans personlige karriere, er det formentlig det bedste skifte. Han har gjort det godt og scoret nogle mål. Han arbejder hårdt for holdet. Nogle gange sagde jeg til ham, at han arbejde en smule for hårdt, men han scorer mål og gør det godt.
Arsenal – Manchester United spilles i morgen aften klokken 18.30 og kan følges på 6’eren og TV3+. På PLBold.dk kan du læse kampreferat, karakterbøger og reaktioner efter kampen.