Topklub vil have Ten Hag – men han stiller ét afgørende krav
Erik ten Hag har nu været arbejdsløs i over et halvt år efter sin fyring i Manchester United, men ifølge tyske medier er han blandt favoritterne til at overtage Bayer Leverkusen til sommer – sammen med Arsenal-legenden Cesc Fàbregas.
Xabi Alonso har allerede bekræftet sit farvel til Leverkusen for at tage over i Real Madrid, og derfor skal den tyske topklub finde en ny træner.
Her nævnes både Ten Hag og Fàbregas som de varmeste navne.
Den 55-årige hollænder har været selektiv med sit næste skridt efter det turbulente ophold i United, hvor han – trods store investeringer og flere af sine egne signings – ikke formåede at bringe klubben tilbage til toppen.
Hans omdømme fra sin tid hos Ajax, Utrecht og Bayern Münchens andethold tog et dyk under tiden i Premier League, og derfor vil han undgå endnu en fejlslagen ansættelse.
Ten Hag stiller ét afgørende krav
Ifølge Kicker ønsker Ten Hag et klubmiljø med tydelige roller og slanke strukturer – noget han manglede i Manchester, hvor både den tidligere sportsdirektør John Murtough og Sir Jim Ratcliffes nye ledelse blandede sig i transfers og andre væsentlige beslutninger.
Den uklare ledelsesstruktur siges at være en central årsag til hans skuffende ophold i England.
Bayer Leverkusen ligner på papiret det rette match.
Her har sportsdirektør Simon Rolfes haft et tæt og effektivt samarbejde med Xabi Alonso, og klubben afsluttede i forrige sæson en historisk kampagne som ubesejret mester.
Cesc Fàbregas meldes dog også som en seriøs kandidat. Han er under kontrakt i italienske Como til 2028, og det vil kræve en større sum at købe ham fri – noget der kan blive afgørende for, hvad Leverkusen ender med.
Sabbat til juli
Ten Hag selv har tidligere udtalt, at han havde besluttet at tage en pause frem til juli:
– Jeg havde allerede besluttet, at jeg ikke ville lave noget før 1. juli, sagde han til SEG Stories-podcasten i februar.
– Hvis der er én ting, jeg savner, er det Old Trafford. Vi havde mange højdepunkter, men der er altid plads til forbedring – godt er ikke godt nok. Du kan altid gøre det bedre.
Samtidig forlyder det, at Rasmus Højlund kan indgå i en vild transfer.

















