Brian Laudrup i choktilstand
Brian Laudrup var ellevild efter Champions League-braget mellem Inter og FC Barcelona tirsdag aften.
Der var smæk for skillingen tirsdag aften, da Inter spillede sig videre til Champions League-finalen med en samlet sejr på svimlende 7-6 over FC Barcelona.
Efter det vilde opgør på San Siro, der skulle ud i forlænget spilletid for at finde en vinder, var Brian Laudrup totalt begejstret i Viaplay-studiet.
– Vi har lige været vidne til Champions League-historie. Den her kamp vil gå over i historien som en af de mest medrivende og dramatiske.
– Du kan sige meget om den her kamp. Barcelona er uden tvivl det hold med de største individualister og langt hen ad vejen klart det bedste mandskab til her til aften.
– Men Inter… Det er fuldstændig vanvittigt. Nede i sækken… Flere af spillerne kunne dårligt nok bevæge sig den sidste halve time, og alligevel vinder man, lyder det fra Brian Laudrup.
I forbindelse med de to opgør var Lamine Yamal desuden ganske iøjnefaldende, da den offensive guldfugl et utal af gange drev gæk med sin direkte modstander.
Det bemærkede WhoScored.com da også.
Yamal stod nemlig bag hele 14 succesfulde driblinger tirsdag aften mod Inter, hvilket er flest af slagsen siden brasilianske Neymar tilbage i 2020 mod Atalanta i Champions League-regi.
I aften brager PSG sammen med Arsenal, når Inters modstander i finalen på Allianz Arena skal findes.
Her kan du læse, hvem der er favorit til at vinde Ballon d’Or-trofæet.



















