Aftale på plads: Arsenal-stjerne skifter klub
Arsenal vinker snart farvel til én af deres spillere.
Det meddeler den normalt pålidelige transferjournalist Fabrizio Romano nu på det sociale medie X.
Det drejer sig om den 33-årige Jorginho.
Den 33-årige italienske midtbanespiller har haft en marginal rolle i denne sæson, hvor den tidligere Chelsea-spiller hovedsageligt har været anvendt som rotationsspiller.
Siden januar har der floreret rygter om, at den pasningssikre midtbanemand skulle videre i karrieren, når kontrakten med Arsenal udløb til sommer – og det ser nu ud til at holde stik.
Således skriver Fabrizio Romano, at Jorginho skifter til Flamengo, hvor den rutinerede spiller får en kontrakt frem til 2028. Alt skulle være på plads – og derfor mangler vi bare den officielle melding.
Thomas Partey har også tidligere været sendt væk fra Emirates Stadium, da ghaneseren ligeledes har kontraktudløb denne sommer. I lang tid har meldingerne gået på, at midtbanekrigeren ville forlade klubben som en del af et større generationsskifte.
Men nu ser det ud til, at den tidligere Atletico Madrid-spiller bliver i London. Arsenal har angiveligt genoptaget samtalerne om en mulig kontraktforlængelse med den 31-årige, der har spillet en nøglerolle den igangværende sæson.
Martin Zubimendi fra Real Sociedad er set som fremtidens løsning på midtbanen, hvor den spanske slutrunde-vinder skal danne midtbanen med frisparkskongen Declan Rice.



