Vildt rygte: Real vil have United-stjerne tilbage
Silly Season er startet tidligt i år, og Daily Express bringer her til middag et af efterårets hidtil vildeste rygter. Det engelske tabloidmedie skriver nemlig, at Real Madrid skulle have et ganske interessant tilbud klar til Manchester United, der indebærer verdensstjernerne Gareth Bale og Angel di Maria.
Således skulle den italienske manager Carlo Ancelotti ifølge spanske rapporter ikke være helt tilfreds med arbejdsindsatsen hos walisiske Gareth Bale, der ikke har den samme taktiske forståelse og arbejdsraseri som Angel di Maria, der denne sommer forlod netop Real Madrid til fordel for Manchester United, som betalte en engelsk rekordsum lydende på £59.7 millioner for den offensivt stærke argentiner.
Real Madrid vil derfor gerne sende den lynhurtige waliser til Manchester i bytte for Di Maria, der altså i en eventuel handel vil vende tilbage til den spanske hovedstad, som han denne sommer forlod under stor kontrovers. Den spanske hovedstadsklub vurderer Bale til i omegnen af £90 millioner, og håber på at kunne få en pose penge oveni købet, der altså skal bringe Di Maria tilbage til Real Madrid.