Norsk TV2: Ødegaard inviteret til Liverpool
Hans Erik Ødegaard, som er Martin Ødegaards far, fortæller, at der er vældig mange og interessante klubber, som jagter Strømgodset-spilleren. I forrige uge blev det kendt, at Martin Ødegaard var på besøg hos de spanske giganter fra Real Madrid, og i den kontekst fortæller Ødegaard senior samtidig, at Ødegaard junior kan vælge og vrage blandt de største fodboldklubber i Europa.
TV2 Norge meddeler i dag, at den norske teenager angiveligt har fået en invitation fra Liverpool FC om at komme til prøvetræning, da Martin Ødegaard formentlig skal på rundtur i Europa hos diverse klubber, eftersom den norske Tippeliga er færdigspillet.
– Vi planlægger at besøge to til fire klubber før jul, svarede Hans Erik Ødegaard, som samtidig trak på smilebåndet, da han fik spørgsmålet, om de ikke havde ekstra lyst til at rejse til det nordvestlige England og besøge Liverpool, da både Ødegaard senior og junior holder med Liverpool.
I denne uge befinder det 15-årige stortalent sig i den norske landsholdssamling i Oslo. De møder Estland hjemme på Ullevaal på onsdag, hvorefter de skal spille imod Aserbajdsjan d. 16. november, og det er Martin Ødegaard fuldt fokuseret på.
– Vi har ikke helt bestemt os for, hvem vi rejser til endnu. Nu har jeg fokus på landsholdssamlingen, sagde den unge nordmand til TV2 Norge.