PL-legender revser Arsenal-spillere
Alexis Sanchez stod til at blive matchvinder med sit mål i det 63. minut, men med et kvarters spil tilbage fik Swansea vendt 0-1 til 2-1. Alan Shearer mener, at indstillingen blandt Arsenal-spillerne var helt forkert.
– Arsenal havde arbejdet en vis legemsdel ud af bukserne for at komme i en førerposition. Ti minutter senere har man syv spillere foran bolden på den sidste tredjedel af banen, siger han ifølge Daily Mail.
– Per Mertesacker bør skrige på sine spillere om at komme tilbage og give ham beskyttelse. De var foran 1-0 og havde ikke brug for et nyt mål. Det er meget naivt.
Den tidligere Newcastle-spiller var også overrasket over at se Calum Chambers så lang tid på banen.
– Jeg var overrasket over at se, at Chambers fik så lang tid på banen, som han gjorde. Han er stadig ung og lærer stadig, men han havde det svært fra første minut. Jeg forstår ikke, hvorfor han ikke blev skiftet ud.