Medier: United har første sommersigning på plads
Manchester Uniteds transferpolitik den forgangne sommer vagte stor opsigt i de engelske medier, og slutteligt endte klubben i sidste øjeblik med også at sikre sig den colombianske stjerneangriber, Radamel Falcao, der skiftede til De Røde Djævle på en lejeaftale.
Den profilerede angriber har endnu ikke etableret sig på mandskabet trods lovende takter, men dette skulle ikke afholde de detoniserede mestre fra at have strikket en permanent aftale sammen med colombianeren.
Både Goal.com og The Independent skriver således, at Manchester United har aftalt en overgangssum med AS Monaco, der næste sommer vil modtage £44 millioner for angriberen, hvilket med dette års lejesum vil bringe den totale overgangssum op på £50 millioner. Dertil kommer naturligvis angriberens lønomkostninger, der heller ikke menes at være i den lave ende.
The Independent uddyber nemlig afslutningsvist, at 28-årige Radamel Falcao vil blive tilbudt en aftale, der hver uge sikrer ham en hyre på £240.000. Denne skulle matche hans nuværende med AS Monaco, og samlet set vil Radamel Falcao ende med at koste klubben i omegnen af svimlende £100 millioner.
Radamel Falcao fik hul på bylden for Manchester United i hjemmekampen mod Everton, hvor han lavede sit første mål på et oplæg af rekordkøbet Angel di Maria.