Liverpool samler Istanbul-helte og fans til tiårs jubilæum
2005-finalen i Champions League er ikke ligefrem en kamp, der er gået i glemmebogen hos fodboldfans verden over – og bestemt ikke hos de mange trofaste Liverpool-supportere.
AC Milan var i front med 3-0 ved pausen, hvorefter Liverpool på mirakuløs vis formåede at vende 3-0 til 3-3, inden Merseyside-klubben vandt efter en nervepirrende straffesparkskonkurrence.
Den 25. maj 2015, vil Liverpool FC samle og hylde Istanbul-heltene på Echo Arena i Liverpool.
De fleste af spillerne vil være tilstede på Echo Arena, hvor fans ligeledes er velkomne.
En af heltene fra 2005, Jamie Carragher, håber, at opleve noget af den samme stemning fra Liverpools fans som på den famøse aften i Istanbul.
– Hvis supporterne, der var i Istanbul den aften, kommer og skaber den samme stemning, vil taget løfte sig på Echo Arena, fortæller Jamie Carragher.
Rafael Benitez' 11 startende Liverpool-spillere i finalen i 2005 var følgende:
Jerzy Dudek, Steve Finnan, Djimi Traore, Sami Hyypiä, Jamie Carragher, John Arne Riise, Harry Kewell, Steven Gerrard, Xabi Alonso, Luis Garcia og Milan Baros, mens Dietmar Hamann, Djibril Cissé og Vladimir Smicer blev skiftet ind.
Billetter til seancen kan købes fra på fredag, og billetterne vil koste £29,7 – svarende til 280 danske kroner.