Pellegrini: Vi købte den helt rigtige
Manchester City har indkasseret 17 mål i 14 kampe set over alle turneringer, men klubbens manager, Manuel Pellegrini, er alligevel overbevist om, at nyerhvervede Eliaquim Mangala var den helt rigtige at købe ind.
23-årige Mangala har haft det svært mod West Ham United og Hull City i indeværende sæson, men Pellegrini har endnu ikke mistet tilliden til sin franske forsvarsspiller.
– Det samme gjorde sig gældende med Martín Demichelis sidste år. Husk al den kritik, han modtog, da han ankom til Premier League, udtalter City-manageren til Sky Sports.
– Jeg synes, at Eliaquim Mangala er en ung spiller med en masse erfaring. Jeg er sikker på, at vi købte midtstopperen, vi har brug for.
Eliaquim Mangala ankom til Manchester City fra FC Porto i sommer, hvor han blev købt for £32 millioner. Tidligere i karrieren har den store midterforsvarer tørnet ud for belgiske Standard Liège.